Fire fængslet for tyveri af designer-møbler
Fire mænd sigtes for villa-indbrud torsdag i Vestbjerg, hvor der blev stjålet designermøbler for knap en kvart million kroner
VESTBJERG: Fire mænd blev fredag varetægtsfængslet i tre uger under et lukket grundlovsforhør. De er alle sigtet for tyveriet af designermøbler fra en villa i Vestbjerg torsdag morgen.
Det oplyser anklager Emil Stenbygaard.
De fire mænd, der er henholdsvis 22, 23, 24 og 27 år, blev anholdt senere torsdag eftermiddag, efter politiet havde set overvågningsvideo af indbruddet.
Husets ejer har nemlig videoovervågning i hjemmet, og på billederne ses det tydeligt, at tyve brød ind og stjal dyre designmøbler, blandt andet ”Svanen”, ”Ægget” og 7’er-stole. Og politiet mener altså, at de fire mænd er gerningsmændene.
Ifølge sigtelsen er de fire mænd sigtet for at have stjålet værdier for omkring 230.000 kroner, fortæller Emil Stenbygaard.
Mændene nægtede sig alle skyldige, men ingen af dem kærede varetægtsfængslingen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.