Fire ud af fem på sygehus efter uheld
Der blev brug for den fra Karup tilkaldte lægehelikopter, da lægen vurderede, at en ældre kvinde skulle til Aalborg til tjek (opdateret kl. 19.30)
Klokken lige godt 16 skete der et tilsyneladende voldsomt færdselsuheld på Kystvejen lige ved Svankjær by i Sydthy, og der blev i den anledning efter alarmen sendt fire ambulancer, en paramedicinerbil og en lægehelikopter til stedet. Ifølge politiassistent Heinrich Bjerregaard Pedersen, der hurtigt var på stedet, var der sket følgende: - Føreren af en personbil ville køre ud fra Svankjær by og dreje nordpå ad Kystvejen. Tilsyneladende overså han en bil, der kørte sydpå ad Kystvejen, og som derfor ramte ham lige i førersiden, forklarer politiassistenten. På stedet vurderede lægen i den fra Karup tilkaldte helikopter, at en ældre kvinde, der var passager i den sydpåkørende bil, som blev ført af hendes mand, skulle til Aalborg Sygehus til tjek, oplyser politiassistenten, der ikke har nærmere detaljer, men siger, at hun var ved bevidsthed. Tre ambulancer bragte tilskadekomne til sygehuset i Thisted. Kvindens mand og føreren af den ud fra Svankjær kørende bil, der sad fastklemt og først måtte skæres fri af brandvæsenet med frigørelsesværktøj, er begge fortsat til undersøgelser, mens en passager efter tjek er udskrevet igen. Alle tre var også med bevidsthed, siger politiassistenten. En femte person, der var passager, fik ingen skader ved uheldet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.