Biler

Firmabilister er mest bekymrede for rækkevidde og genberegning

Rækkevidde, opladning på farten og dyr genberegning af beskatningen er de største bekymringer, når firmabilister skal vælge elbil

VW ID.4 kommer er den næstmest leasede firmabil år til dato. Men hvis tallene for denne og ID.5 (billedet) lægges sammen, er de to sammenlagt i front.
VW ID.4 kommer er den næstmest leasede firmabil år til dato. Men hvis tallene for denne og ID.5 (billedet) lægges sammen, er de to sammenlagt i front. Foto: Jonas Ahlstrøm

Opdateret 01. december 2022 kl. 09:40

ARBEJDSBIL: Selv om dieselbiler og plug-in-hybrider stadig fylder meget hos firmabilisterne, tegner elbilerne sig for en fortsat større andel, når der skal laves aftaler med leasingselskaberne.

Her melder sig typisk spørgsmål om rækkevidde og genberegning af beskatningsværdi. Men også opladning på farten fylder.

Populære elbiler omkring 400.000 kr., som f.eks. Tesla Model Y, Audi Q 4 e-tron, VW ID.4 har rækkevidder på 450-550 km og er ofte inden skiven.

Sådan lyder meldingen fra Jesper Lyndberg, som er landechef for leasingselskabet, Alphabet Danmark.

- Vi siger, at 2/3 af rækkevidden skal kunne dække det daglige behov. Så hvis du kører 300 km om dagen, så skal du have en rækkevidde på 450 km. Du skal kunne klare dig uden at skulle lade hele tiden. Hvis du skal lade en halv time flere gange om dagen, er det et problem, og så skal man nok se sig om efter en dieselbil. Men hvis du f. eks skal køre fra Aalborg til København en til to gange om ugen, så skulle man nok kunne finde tid til en kort pause til opladning i Nyborg eller Middelfart, siger Jesper Lyndberg.

- Langt de fleste går efter en SUV-lignende bil med en fornuftig rækkevidde på 400-500 km. Nogle tager den model, de kan få hurtigst og inden for tre måneder. Men der er mange, som går efter den model med det udstyr, de lige vil have. Nu har de endelig fået deres drømmebil, og så vil de gerne vente på den, siger han.

Ved forsinket levering, er der flere muligheder. Firmabilisten kan i nogle tilfælde forlænge sin aftale med et år, lave en kort mellem-leasing, måske låne en bil fra firmaet eller leje en bil.

Bekymring omkring opladning undervejs klares typisk med roaming-kort, som kan tilkøbes og give fleksibilitet. Det er hos Alphabet med kort fra udbydere, der kan bruges som et almindeligt brændstofkort, og supplerer abonnement hos f.eks. Clever, E.On eller Ionity med roaming i Danmark og EU.

Mange ubekendte

Et punkt, der vejer tungt, er beskatningsværdien, der skal genberegnes efter tre måneder. Det gælder firmabilister med alle typer biler. Men især visse plug-in-hybrider og elbiler med lange leveringstider er hårdt ramt. Her er der set eksempler på, at en populær model som Audi Q4 e-tron er steget med hele 100.000-150.000 kr. ved genberegning, fordi priserne på de brugte pga. meget lange leveringstider har overhalet nypriserne meget. Det vil her give en ekstra månedlig beskatning på 1.500 kr. per måned.

For en dyrere model som plug-in-versionen af Mercedes GLE er det endda med hele 200.000 kr.

- Hvis vi bare kunne få beskatningen at vide fra starten af, men lige nu er det et lotteri, siger han.

Erhvervsleasingens top 10
  • 1. Skoda Enyaq iV 517
  • 2. VW ID.4 434
  • 3. Audi Q4 e-tron 379
  • 4. VW ID.5 308
  • 5. Ford Mustang Mach e 254
  • 6. Mercedes EQB 228
  • 7. Polestar 2 212
  • 8. Tesla Model Y 199
  • 9. Renault Zoe 189
  • 10. Mercedes EQE 186
  • Listen er meget påvirket af den aktuelle leverings-situation.
  • En del firmabilister vælger at købe elbilen selv, enten som ny eller nyere brugt-importeret.
Kilde: Bilstatistik

Det er et område, som flere parter arbejder på at ændre politisk. Med lange leveringstider kan markedet dog også nå at ændre sig, før man kommer frem til leveringstidspunktet. Risikoen for en forestående recession kan samtidig også tage luften ud af brugtmarkedet og dermed størrelsen på efterberegningerne. Så et godt vink kan være at holde øje med prisudviklingen her.

Rådet fra Jesper Lyndberg er dog klart, hvis man både vil gå efter en hurtig levering og mindske risikoen for en skattesmæk med genberegning.

- Generelt råder vi til at finde biler med korte leveringstider, for så kan vi vide mere om, hvordan markedet er. Vi har set leveringstider på op til 18 måneder, og så er det svært at give råd omkring, hvordan markedet kommer til at udvikle sig. Så er det vigtigt, at der er etableret et sundt brugtmarked for bilen. For hvis der kun er én bil til salg, står den typisk højt, og det vil påvirke genberegningen, siger Jesper Lyndberg.

Vær forsigtig

Der er også sund fornuft i at vælge modeller, hvor der er den mindste forskel mellem beskatningsværdi og udsalgsprisen. De er ens for Teslas vedkommende, mens de ved VW ID.4 er stort set ingenting og i BMW iX3 er nede på 17.000 kr.

- Gå efter de biler, som er godt standardudstyret. For de er også lettere at sammenligne med, når de skal genberegnes, siger Jesper Lyndberg.

Således kan bare et sæt store specialfælge til en snes tusinde kr. koste dyrt, når efterberegningen kommer.

- Jo mindre forskel, der er mellem beskatningsværdien og hr. og fru Danmark prisen, jo mindre bliver merprisen ved genberegningen. Så jo mere speciel, bilen er jo større chance er der for, at du ender med en høj genberegning, konstaterer Jesper Lyndberg, som har et håndfast råd.

- Hvis man siger, at man vil bruge 5.000 kr. måneden på firmabil, så kan man nøjes med en til 4.000 kr. Så kan man blive positivt overrasket, hvis man ikke kommer helt derop, når genberegningen kommer, siger Jesper Lyndberg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden