Morsø

Fiske-rokade ved Løvbjerg

”Den lille Fiskemand” er stoppet - ”Mobilfisk” rykker ind ved Løvbjerg

Torsdag i denne uge slog Palle Jessen fra ”Mobilfisk” for første gang sin salgsvogn op ved Løvbjerg.Foto: Lars Bang Bertelsen
Torsdag i denne uge slog Palle Jessen fra ”Mobilfisk” for første gang sin salgsvogn op ved Løvbjerg.Foto: Lars Bang Bertelsen

NYKØBING: I en menneskealder har Hans Peter Gregersen fra Glyngøre været en fast del af bybilledet i Nykøbing, når han som ”Den lille Fiskemand” har rykket sin salgsvogn ind på pladsen foran Løvbjerg.

Men nu er det slut. I fredags havde den karakteristiske fiskehandler sidste arbejdsdag.

- Jeg er efterhånden blevet 76 år, så jeg har taget min tørn. Jeg har solgt fisk i over 20 år, fortæller Hans Peter Gregersen, der foruden salgspladsen ved Løvbjerg har solgt fisk et væld af steder i Salling.

Hans Peter Gregersen er allerede godt og grundigt i gang med at nyde sin nyvundne frihed. Han er således sammen med sin kone på ferie ved Adriaterhavet, hvor han nyder solskinnet og de 27 graders varme.

- Jeg var færdig sidste fredag klokken 13, og allerede lørdag morgen hoppede vi på en bus ved Padborg med kurs mod Adriaterhavet, siger Hans Peter Gregersen.

Kunderne i Løvbjergs ende af gågaden kommer dog ikke til at gå forgæves efter friske fisk. Palle Jessen, der kører rundt med sin salgsvogn under navnet ”Mobilfisk”, har nemlig overtaget pladsen. I forvejen har han solgt fisk på Kirketorvet hver mandag og torsdag.

- Fremover bliver det sådan, at jeg mandag stadig sælger fisk på Kirketorvet, mens jeg er ved Løvbjerg om torsdagen. På den måde er der fisk at hente i begge ender af gågaden, og det tænker jeg er mest fair for de kunder, som eksempelvis er gangbesværede, siger Palle Jessen, der garanterer, at han altid har friske varer.

- Hver eneste morgen køber jeg fisk på auktionen i Hanstholm, så det er dagsfriske varer, fastslår Palle Jessen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden