Fiskeolie forhindrer skizofreni

Unge, der får fiskeolie som kosttilskud, har mindre risiko for at udvikle skizofreni, depression og andre psykiske lidelser, viser ny undersøgelse

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

AUSTRALIEN/ØSTRIG:Tolv ugers behandling med fiskeolie nedsætter kraftigt risikoen for, at unge mennesker udvikler psykoser.

Det viser et nyt australsk-østrigsk studie, der ifølge forskerne bag kan vende op og ned på den forebyggende behandling af lidelser som skizofreni og tvangstanker, skriver Videnskab.dk.

I studiet har forskerne fra Australien og Østrig fulgt en gruppe unge med høj risiko for at udvikle psykoser. Halvdelen fik fiskeolie, mens den anden halvdel fik et placebo.

Efter syv år havde 40 procent af personerne i placebogruppen udviklet en eller anden form for psykose, mens kun 10 procent i fiskeolie-gruppen havde udviklet en psykotisk lidelse.

Se spektakulært billede af Danmark - taget fra rummet

Resultatet får forskerne bag til at klappe begejstret i hænderne.

- Den forebyggende behandling er en ’game changer’, der formentlig kommer til at gavne mange unge, der er disponerede for at udvikle psykoser. Samtidig har behandlingen ingen bivirkninger - i modsætning til psykofarmaka - og vil derfor ikke forårsage skade på folk, der alligevel ikke ville have udviklet en psykose, fortæller studiets hovedforfatter, Paul Amminger, der er professor ved University of Melbourne, i en mail til Videnskab.dk.

Det nye forskningsresultat er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Herhjemme vækker de nye forskningsresultater stor begejstring.

Professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup har læst studiet, og han mener, at det er vanvittigt interessant.

- Det er meget tankevækkende, at man med noget så simpelt og sundt som fiskeolier kan lave en forebyggende behandling, der virker så godt. Hvis man kan give unge mennesker fiskeolier frem for psykofarmaka og derved undgå, at de udvikler psykoser, vil det være fantastisk. Da fiskeolier er sunde generelt, mener jeg, at man bør tage konsekvensen af undersøgelsen her og give fiskeolier til unge mennesker, som man har identificeret som værende i risikogruppen for at udvikle psykoser, siger Poul Videbech.

Fiskeolie eller dåsemakrel. Hvor får jeg mest omega-3?

Ulrik Haahr er forskningslektor ved København Universitet og overlæge ved OPUS Kompetencecenter for debuterende psykoser i Region Sjælland. Han er enig med sin kollega i, at det nye studie er tankevækkende, da det peger på en billig forebyggende behandling af meget svære lidelser.

- Fiskeolie burde være en del af standardbehandlingen for denne risikogruppe af unge mennesker. Studiet viser en meget markant effekt, og fiskeolie er sundt, så man kan lige så godt gøre det. Flere steder i verden, er man på baggrund af den her undersøgelse gået i gang med at bruge fiskeolier i den forebyggende behandling, og det bør vi også gøre herhjemme.

- Hvis man så enkelt kan forebygge så alvorlige lidelser, kan det også gå hen og give en væsentlig samfundsøkonomisk gevinst, at vi undgår at få en masse mennesker med tilværelser, hvor de ikke kan klare sig selv. Der er rigtig meget at spare samfundsøkonomisk, siger Ulrik Haahr, der dog påpeger, at det muligvis kun vil være en bestemt gruppe personer, der vil få gavn af fiskeolien.

Det drejer sig primært om unge mennesker med ganske lette symptomer på en spirende psykose. Disse mennesker skal opsamles af systemet og gennem et behandlingsforløb, der også inkluderer kosttilskud med fiskeolier.

Læs også på Videnskab.dk:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.