Glyngøre

Fiskeres garn til fare for dykkere

Bestyrelsen for Salling Aqua Park har søgt om at få indført fiskeriforbud i dykkerparken

Salling Aqua Park blev indviet af Kronprins Frederik i 2013. ?Der kan dykkes ned til 24 meters dybde. Arkivfoto
Salling Aqua Park blev indviet af Kronprins Frederik i 2013. ?Der kan dykkes ned til 24 meters dybde. Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:57

GLYNGØRE: Fra onsdag 1. august indføres der et fiskeriforbud i hele Salling Aqua Park. Forbuddet er udstedt af Søfartsstyrelsen efter ansøgning fra bestyrelsen i Salling Aqua Park. Forbuddet vil gælde for alle former for fiskeri med garn, ruser, tejner, liner med videre.

Dykkerparken er placeret på fjordbunden lige sydvest for Glyngøre. Fiskeriforbuddet vil blive markeret med tre gule specialafmærkninger i form af gule kryds. Forbuddet vil gælde indenfor hele det afmærkede område, der udgør en trekant, hvor kysten er den ene side.

Jan H. Opstrup, der er formand for bestyrelsen for Salling Aqua Park, siger om baggrunden for henvendelsen til Søfartsstyrelsen:

- Der har gennem de sidste år været en meget kraftig vækst i antallet af fiskere, som har sat deres garn i og omkring parken. Vi har i perioder observeret over 25 afmærkede garn i parken. Disse garn udgør en meget stor sikkerhedsrisiko for dykkere, og i flere tilfælde, har vi været ude for, at dykkere har siddet fast i et garn. Heldigvis har vi indtil nu været forskånet for en alvorlig ulykke.

Han påpeger, at sigtbarheden i Limfjorden ofte ikke er særlig god, til tider under en meter, så dykkere har meget svært ved at lokalisere garn, inden det er for sent.

- Desuden bliver der hvert år forlist flere garn i parken. Disse garn, kaldet spøgelsesgarn, er selvfølgelig også til stor fare for dykkere, men de fortsætter også med at "fiske" til ingen verdens nytte. Og disse garn, som ikke engang kan observeres fra overfladen, er endnu vanskeligere at undgå. Sidst der blev ryddet op i parken fandt dykkere tre sådanne spøgelsesgarn. Alle blev mærket med bøjer og siden afhentet af Fiskerikontrollen, fortæller Jan H. Opstrup.

Han oplyser, at bestyrelsen siden parkens start har forsøgt at få en dialog med fiskerne for at stoppe fiskeriet.

- Dette har, med et par undtagelser, desværre ikke båret frugt. Situationen er nu så alvorlig, at bestyrelsen ikke længere kan tage ansvar for, at der dykkes i parken uden et fiskeriforbud. Det er på denne baggrund vi har taget dette alvorlige skridt, forklarer bestyrelsesformanden. Han understreger samtidig, at forbuddet kun gælder fiskeri, ikke sejlads, så længe sejlerne blot tager hensyn til, at der dykkes.

Fiskeriforbuddet er udstedt i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 72 af 17. januar 2014 om sikkerhed til søs, § 6, nr. 1. Overtrædelse af forbuddet straffes i henhold til samme lov, § 28 nr. 3. Meddelelsen er blevet bragt i Efterretninger for Søfarende i denne uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden