Fiskeripolitik

Fiskeriaftale stadig på is

Danske fiskere mister op til 150 mio. kr. på strid mellem EU, Norge, Island og Færøerne

Dækket bærer tydeligt præg af inaktivitet. Fiskerne Flemming og Dan Nielsen fra Hanstholm går rundt rastløse og venter kun på, at EU får forhandlet kvoterne færdige med Norge og løst makrelkrigen med Færøerne. Foto: Peter Mørk

Dækket bærer tydeligt præg af inaktivitet. Fiskerne Flemming og Dan Nielsen fra Hanstholm går rundt rastløse og venter kun på, at EU får forhandlet kvoterne færdige med Norge og løst makrelkrigen med Færøerne. Foto: Peter Mørk

NORDJYLLAND:Håbet om at afslutte den årelange konflikt om retten til at fiske makrel i Nordatlanten er fortsat ikke indfriet. Forhandlingerne i Bergen brød sammen op til weekenden.

Dermed ligger de årlige forhandlinger mellem EU og Norge om kvotefordelingen i Nordsøen og Skagerrak i 2014 fortsat på is. EU-Kommissionen har krævet at få makrelaftalen på plads først.

- Vi vil dog holde fast i det tilsagn om forhandlinger i uge 7, vi tidligere har fået, fastslår kommunikationschef fra Danmarks Fiskeriforening, Kim Vejrup.

Men for de danske fiskere er skaden sket. I hele januar har de ikke haft adgang til norsk farvand. Det kan vare en måned endnu, før en ny aftale er på plads, frygter Danmarks Fiskeriforening.

Samlet kan det betyde et indtægtstab for den danske fiskerflåde på 150 millioner kroner, vurderer Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation, der repræsenterer de store silde- og makrelfiskere.

- Normalt har vi et sildefiskeri i norsk farvand i begyndelsen af året med start 1. januar og med en forventet værdi på 50-60 millioner kroner i år. Det er altså en indtægt, vore medlemmer har tabt i år.

Store tab i Hirtshals

Af den forventede årsomsætning udgør det kun fem procent, men for de fire rederier i Hirtshals, der har hovedparten af kvoterne, udgør det en betydelig del af omsætningen. Fiskeriet i norsk farvand er normalt en hovedaktivitet i januar, fortæller han.

Det betydet ikke, at flåden ligge stille i januar - det vil være alt for dyrt - så de fisker på alternative arter som makrel og andre sildebestande, men det er ikke optimalt. De 10.000 tons sild, vi skulle have fanget nu, bliver vanskelige at fange i efteråret, og det er nu, den har den bedste kvalitet, siger han.

Fiskere som gidsler

Der er stærk frustration blandt fiskerne over udelukkelsen fra de norske farvande.

- Det er uanstændigt at holde danske fiskere som gidsler i et storpolitisk spil om makrelkvoter, der er gået i hårdknude. Som minimum skal danske fiskere have adgang til at fiske i norsk farvand her og nu. Makrelaftalen har intet at gøre med det almindelige danske konsumfiskeri, der har fundet sted i norsk farvand i mange årtier, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, der har krævet fødevareminister Dan Jørgensen (S) i aktion.

Absurd situation

De uafsluttede forhandlinger mellem EU og Norge betyder, at næsten af vore kvoter er afklaret endnu: makrel, sild i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, brisling, sperling og hestemakrel. Det skaber en næsten absurd situation for planlægningen af fiskeriet for 2014, men også med hensyn til finansiering, lånemuligheder, planlagte investeringer - hele vejen gennem systemet. Det er uacceptabelt, at vi her 1. februar ikke véd, hvad vi må fiske i 2014, fastslår Esben Sverdrup-Jensen.

For en lang række mindre og mellemstore fartøjer, der er Danmarks Fiskeriforenings medlemskreds, er Norges-fiskeriet en vigtig del af indtægten, og for januar og februar kan deres tab løbe op i 120 millioner kroner, lyder foreningens vurdering.

- Fiskeriet i Nordsøen og Skagerrak bliver taget som gidsler af EU-Kommissionen. Det er helt uhørt, og derfor skal den danske minister også lægge pres på i EU for at færdiggøre forhandlingerne med Norge. Og er der behov for mere tid til forhandlingerne, så skal de danske fiskere sikres adgang, imens der forhandles, siger Svend-Erik Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst