EMNER

Fisketur i fantastisk fred

Stor interesse for fiskekonkurrence ved Kraghedesøen for børn og voksne

Klaus Rohde fik en tung fangst, men det var ikke en fisk. Oliver Rohde og Olafur G. Sturluson kan også godt lide at fiske og at fange noget, men indtil videre have de ikke fået bid.Foto: Bente Poder
Klaus Rohde fik en tung fangst, men det var ikke en fisk. Oliver Rohde og Olafur G. Sturluson kan også godt lide at fiske og at fange noget, men indtil videre have de ikke fået bid.Foto: Bente Poder

KRAGHEDE: Det var en fiskekonkurrence, men det handlede også om meget andet end konkurrence. 48 deltagere var søndag mødt op ved Kraghedesøen, og selv om det ikke var blevet fanget ret meget, da NORDJYSKE besøgte søen og fiskerne, så var det som om, at det ikke rigtigt gjorde noget.

Stemningen var i hvert fald hyggelig og udpræget fredfyldt. Søen tog sig godt ud i solen, og børn og voksne fiskede fra søbredden og fra broerne. Nogle holdt pause og sad ved et bord og hyggede, man kunne også få sig en hotdog med pølser kogt i en gryde over en gasflaske.

- De er ti gange bedre herude, end hvis man havde fået dem derhjemme, smilede Peter Kristensen, formand for juniorafdelingen i Brønderslev Lystfiskeriforening, der står bag konkurrencen.

En af deltagerne tog en fangst hjem, der vejede godt til - det var bare ikke en fisk, men en kæmpe pind.

- Det er den største fangst, jeg har haft her i Kraghede, konstaterede Klaus Rohde, der lige nåede at tro, at han havde gjort en rigtig god fangst.

- Sådan lige i taget tænkte jeg, at nu er der noget på - det må jeg indrømme. Jeg troede, at det var metergedden, men det meterpinden i stedet, smilede han.

Waders til ni-års fødselsdag

Nogle få af fiskerne havde waders på, så de kunne gå ud i søen. Frederik Bang Svendsen har for nylig fået sit første par waders til sin ni års fødselsdag.

- Dem havde jeg ønsket mig. Det var lidt mærkeligt at have dem på, men det er et par gode waders, sagde Frederik Bang Svendsen, der var gået over til at fiske fra en bro, da NORDJYSKE mødte ham.

Han er med i Lystfiskeriforeningens juniorafdeling og går til fiskeri hver uge. En hobby, som også hans mor Helle Bang Svendsen sætter pris på.

- Det nyder jeg, fordi jeg får lov at komme med somme tider. Vi er sådan lidt udemennesker, så det er bare dejligt, sagde hun.

Årets fiskekonkurrence var godt besøgt med lidt flere folk end sidste år.

Bo Christensen, Brønderslev, tog den største gedde på 69 centimeter og vandt konkurrencen. Ved slutningen var der fanget tre gedder over mindstemålet på 65 centimeter, men til gengæld så det pænt ud med mindre fisk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden