Fitnesscenter åbner lørdag

Loop Fitness går efter de ældre fitnessudøvere,som er tidsbevidste og gerne vil holde sig i form

Louise Justesen er født og opvokset i Hadsund.
Louise Justesen er født og opvokset i Hadsund.

Opdateret 08. marts 2017 kl. 10:12

- Jeg kan da godt blive lidt nervøs og spændt, når jeg tænker på åbningsdagen. Står der 10,100 eller måske ingen kunder. Jeg ved det ikke.

Sådan lyder det fra Louise Justesen, der er indehaver af Hobro-afdelingen af Loop Fitness, som lørdag 11. marts åbner i Adelgade i Hobro Bymidte.

I øjeblikket arbejder håndværkerne med at gøre lokalerne klar, og i starten af uge 10 ankommer de forskellige fitnessmaskiner. For Louise Justesen føles det også lidt specielt, at det netop er her i Sportmasters tidligere lokaler på 220 kvadratmeter, at Loop Fitness åbner.

- Jeg er faktisk udlært i Sportmaster i Hobro. Jeg kan godt lide byen. Så det er sjovt at komme tilbage, siger Louise Justesen, som synes, at lokalerne er godt placeret centralt i midtbyen med fine parkeringsmuligheder.

- Mange bliver overrasket over, hvor stort lokalet egentlig er. Mange husker, at lokalet var lille fra dengang, hvor der var sportsbutik, men det ser anderledes ud, når sko og tøj er taget ned, og lokalerne malet lyse.

Foruden forskellige fitnessmaskiner vil der være omklædningsrum (uden bruser), caféområde og et område, hvor børnene kan hygge sig, hvis de er med.

Målgruppen de ældre

Louise Justesen er 29 år, født og opvokset i Hadsund, men i dag bor hun i Klarup med sin mand og to børn.

I de seneste syv år var Hobro en by, hun kørte forbi, når hun tog på arbejde hos Sportigan i Randers Storcenter. Men da sportskæden blev opkøbt af Sport24 sidste år, mærkede Louise Justesen, at det var nu, hun skulle prøve noget helt andet i sit arbejdsliv.

- Jeg ville gerne blive i sportens verden, og jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Loop Fitness åbnede i august en afdeling i Klarup, hvor jeg bor, og jeg kørte forbi den hver dag på vej på arbejde. Det så spændende ud. Det var lige det, jeg ville, siger Louise Justesen.

Og valget faldt hurtigt på Hobro, hvor hun kunne se nogle muligheder for at åbne den 68. udgave at fitnesskæden. Hun er godt klar over, at kampen og konkurrencen om medlemmerne - også i Hobro - er hård i fitnessbranchen, men hun mener, at der er den målgruppe til stede i byen, som Loop Fitness går efter.

- Vi henvender os til det ældre publikum. Gennemsnitsalderen på vores medlemmer er 49 år. Her er plads til alle. Vi spiller ikke høj musik, har ikke spejle og løse håndvægte, smiler Louise Justesen.

Tidsbevidste kunder

Konceptet hos Loop Fitness er interval- og cirkeltræning, hvor medlemmerne gerne skal komme gennem træningen og de 16 maskiner to gange på 24 minutter. Hurtig og effektiv træning, og så videre med dagens sysler.

- Folk bliver mere og mere bevidste om tiden, men folk vil også gerne være sunde, tabe sig og være i form, siger Louise Justesen.

Centret vil kun være bemandet med Louise Justesen i 19 timer om ugen - men hun vil komme forbi nogle timer hver dag. I resten af tiden lukker medlemmerne sig selv ind med en personlig kode og træner for sig selv.

Hun har ikke tidligere erfaring fra at arbejde i et fitnesscenter, men hun har i mange år trænet i forskellige centre, dyrket håndbold og generelt gået meget op i at holde sig i form - og til september venter endda et maraton i Berlin på Louise Justesen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden