Fjernstyret fugleedderkop
Vil du skræmme vennerne, har du nu muligheden med en kriblende robot-edderkop
GADGETS: - Skriiiig!
Sådan vil reaktionen nok være hos mange, når de ser en velvoksen, sort fugleedderkop krible og krable - på vej hen over gulvet.
Perfekt til at sætte lidt fut i bedstemor eller andre med udpræget edderkoppeskræk.
Er du selv nervøs for ægte, lodne fugleedderkopper, kan du nu købe en højteknologisk og kunstig en af slagsen.
Robot-fugleedderkoppen T8X kan blandt andet styres trådløst, så du er sikker på, at den når helt hen til bedstemor.
T8X-robotten kan forudbestilles hos www.robugtix.com til den nette sum af til 499 US-dollars, knap 2800 kr.
Dertil kommer forsendelse fra Hong Kong samt en fjernstyringspult til den skrækindjagende, ottebenede robot.
Den kunstige fugleedderkop er efter planen klar til levering fra juni næste år.