Fjernvarme-fusion fordel for alle

Varmeværker i Hjallerup og Klokkerholm går sammen.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

HJALLERUP:En fusion mellem fjernvarmeværkerne i Klokkerholm og Hjallerup vil være en fordel for alle, der berøres af den.

Det forsikrer formanden for Hjallerup Fjernvarme, Kaj Olesen.

I den kommende tid er der indkaldt til tre ekstraordinære generalforsamlinger, som er nødvendige for at alle formalia er i orden mht. fusionen. Tirsdag 24. februar er der ekstraordinær generalforsamling i Klokkerholm Kraft-Varmeværk, hvor alt vedrørende fusionen bliver gennemgået, inden der er afstemning. Næste møde er 14 dage senere, tirsdag 10. marts, hvor fusionen skal endeligt vedtages. Endelig holdes der ordinær generalforsamling i Hjallerup Fjernvarme, hvor forbrugerne i Hjallerup kan vedtage fusionen.

Til mødet i Klokkerholm d. 24. februar er alle de fagfolk, som har været involveret i planerne om fusion, indkaldt, og de vil komme med indlæg, som yderligere belyser konsekvenserne ved en fusion. Det drejer sig om advokat Uffe Bro, Løgstør, som er formand for Dansk Fjernvarme og meget erfaren i den slags fusioner, og det statsautoriserede revisionsfirma Kvist og Jensen, som især vil beskæftige sig med økonomien. Endelig vil Kaj Olesen oplyse om fordele og fremtidige varmepriser.

På den anden ekstraordinære generalforsamling i Klokkerholm er der kun ét punkt på dagsordenen:

Endelig vedtagelse af fusion med Hjallerup Fjernvarme og opløsning af Klokkerholm Kraft Varmeværk.

Når forbrugerne i Klokkerholm har vedtaget fusionen endeligt, så er det Hjallerups tur. Derfor afholdes der ekstraordinær generalforsamling i Hjallerup Fjernvarme to dage efter den sidste generalforsamling i Klokkerholm, og her skal fusionen godkendes.

Markant fald i prisen

De to formænd, Kaj Olesen fra Hjallerup og Erik Østergaard fra Klokkerholm, er rørende enige om, at netop en fusion mellem de to selskaber og i samme arbejdsgang opstart af arbejdet på at etablere et solvarmeanlæg omtrent midt imellem de to bysamfund kombineret med en biomassekedel er det helt rigtige, sådan som situationen indenfor varmesektoren har udviklet sig.

- Der er jo allerede nu et udstrakt samarbejde mellem os, og det er foregået helt gnidningsløst. Når det første år er gået, og forbrugerne her har betalt det ekstraordinære bidrag/udligningsbeløb, så vil de kunne mærke, at varmeprisen går ned. For første gang, siden starten på Klokkerholm Fjernvarme for 50 år siden vil der være et markant fald i varmeprisen, siger Erik Østergaard.

Kaj Olesen supplerer:

- Når Klokkerholms 362 forbrugere går sammen med vores 1627, og vi kommer op i nærheden af 2000, så kan vi påregne ”mængderabat” på forskellige områder - forsikringer, revisionsbistand og naturgas for blot at nævne nogle af dem - og det betyder, at også Hjallerups forbrugere vil kunne mærke det. Det giver også en høj grad af forsyningssikkerhed, når vi både har to værker, solvarmeanlæg og biomassekedel. I dag er den fremherskende ideologi indenfor varmesektoren, at man skal have flere strenge at spille på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden