Stenum

Flæskestegen var populær

Første spis-sammen-aften efter pause trak 158 spisende gæster

Gurli Nielsen havde travlt med at tilberede 30 liter sovs. Privatfoto
Gurli Nielsen havde travlt med at tilberede 30 liter sovs. Privatfoto

STENUM: Der var trængsel i det ny kulturhus i Stenum, da der for første gang efter en pause på 11 år blev holdt fællesspisning. 158 spisende gæster skulle der dækkes op til.

- Det er bare herligt, at der kommer så mange, bemærkede én af initiativtagerne, Elna Damsgaard, mens hun tog imod entré.

En halv snes frivillige har været i sving det meste af dagen, for at gøre klar til premiereaftenen.

Menuen stod på flæskesteg med tilbehør, ymerfromage samt kaffe med hjemmebagte kokosmakroner.

Der er indkøbt 40 kilo steg, 50 kilo kartofler, 30 kilo rødkål, 20 liter ymer og 10 liter fløde.

- Der skal laves 30 liter sovs. Vi er jo på landet, så der skal ikke mangle, siger Gurli Nielsen med et smil, mens hun rører flittigt på skift i de mange sovsegryder.

Hun var én af dem, der var med til at starte fællesspisningerne i 1995.

- Sovsen skal være varm, når den skal serveres. Og kartoflerne skal dampe, bemærker hun.

Mændene fik til opgave at servere, og de var i dagens anledning trukket i det stiveste puds - hvide skjorter samt butterfly.

- Vi skal jo være anstændigt påklædt, lød det fra Jens Tilsig.

Snakken gik livligt ved bordene mellem de forskellige retter. Elna Damsgaard fortæller, at det er planen at holde to spis-sammen-arrangementer om året - ét om foråret og ét om efteråret.

- Nu har vi jo gode rammer, bemærker hun.

Aase Frederiksen fortæller, at der i starten i 1995 var stor interesse for fællesspisningerne.

- Men efterhånden kom der stadig færre, og i 2005 stoppede vi. Men i og med, at vi har fået det nye kulturhus, skal det prøves igen. Og det ser ud til, at det er noget, der falder i god smag, lyder det fra Aase Frederiksen.

For børnene var der et specielt lokale, hvor de kunne spille og tegne.

Jens Ole Nielsen sørgede for musikken til fællessangene, og der blev indledt med ”Jeg ved en lærkerede”.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden