Brønderslev

Flere færdselsulykker

Beredskabet i Brønderslev har rykket ud til 20 frigørelser

Der bliver stadig flere frigørelses-opgaver. Arkivfoto: Jan Pedersen.
Der bliver stadig flere frigørelses-opgaver. Arkivfoto: Jan Pedersen.

BRØNDERSLEV: Falck i Brønderslev har i 2016 rykket ud til frigørelse ved færdselsulykker 20 gange. Det er en fordobling. Tre dage i træk i december var der frigørelses-opgaver.

Brandstationsleder Per Holm kunne i forbindelse med nytårsparolen oplyse, at der har været flere alvorlige ulykker, også en del med alvorligt kvæstede og dræbte.

Per Holm konstaterede, at 2016 har været et travlt år. Der har været godt 100 brand i løbet af året.

I flere tilfælde end sædvanligt er der rykket ud med to slukningstog.

- Ved at rykke ud med flere folk fra begyndelsen, kan vi hurtigere få slukket brandene, oplyste Per Holm. Vi har på denne måde ikke længer de slukningsopgaver, der tager 15-20 timer.

Når begge slukningstog er ude, er det Falck i Hjørring, der sender et beredskab til stationen i Brønderslev, for at kunne opfylde udrykningstiden.

Der har været flere udrykninger til alarmer fra automatiske brandmeldere. Fra én ny institution i Brønderslev har der været syv alarmer.

Falck i Brønderslev har i flere tilfælde hjulpet uden for Brønderslev-området. Blandt andet i Dronninglund-området.

Per Holm bemærkede, at der er kommet et nyt begreb terror, der kan kan ske hvor som helst. Der er planer om at uddanne reddere, så de er forberedt på at hjælpe i tilfælde af terror.

Den tidligere vagtcentral i Brønderslev rummer i dag den nordligste del af Nordjyllands Beredskab, Her har omkring 15 medarbejdere i beredskabet nu deres daglige gang.

Han konstaterede også, at der inden for Falck generelt er sket store ændringer med nye opgaver og stor konkurrence.

- På landsplan er der ansat 60 nye reddere i 2016.

Stationen i Brønderslev mangler brandfolk, og derfor går stationen på jagt efter emner, der kan uddannes.

Der er en del brandfolk, der kun er til rådighed i aften- og nattetimer samt i weekenderne, da de arbejder udenbys.

Jacob Vraa skal uddannes til holdleder i 2017. I årets løb er en brandmand stoppet, nemlig Lars Peter Bilgaard Jensen.

Om 2017 sagde Per Holm, at det er svært at vurdere, hvad der kommer til at ske.

- I løbet af 2017 skal det risikobaserede beredskab indføres, og vi regner med, at alt er klart om et år, sagde Per Holm.

Han sagde, at der skal ske ændringer, men han ved ikke, hvad de indebærer.

- Men meget tyder på, at der skal ske besparelser, samtidig med, at beredskabet skal være bedre. Det bliver noget af en opgave.

Ifølge hvad der kom frem, er der ikke planer om at ændre ved antallet af stationer.

Borgmester Mikael Klitgaard roste det samarbejde, der er mellem kommunen og beredskab. Han kunne også fortælle, at der arbejdes med et risikobaseret beredskab.

- 2017 vil blive præget af arbejdet med at få dette implementeret, oplyste Mikael Klitgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden