Flere skoler lukker
Lukning af fire mindre skoler og måske en skole i Hjørring by er en del af aftalen mellem de konservative, Socialdemokraterne, Lokallisten og SF, der har indgået budgetforlig
Opdateret 26. september 2014 kl. 06:54
HJØRRING: Flertalsgruppen i Hjørring Byråd har indgået budgetforlig.
Venstre og Dansk Folkeparti gik fra forhandlingerne onsdag.
Konservative, Socialdemokraterne, Lokallisten og SF melder ud klokken 16.30 på et pressemøde, hvad de er blevet enige om.
En del af forliget rummer lukning af undervisningsstederne i Tversted, Hundelev, Astrup og Vrejlev-Hæstrup.
Tornby-Vidstrup og Horne, der begge hører under Hirtshals Skole, skal spare, hvad der svarer til, at et af undervisningsstederne lukkes. Her skal der udarbejdes forskellige scenarier for, hvordan det kan ske - heriblandt det scenarie, at et af undervisningsstederne lukkes.
Lendum beholder sin skole med undervisning for 0.-6. klasse, men daginstitution og skole skal arbejde tættere sammen i dagligdagen.
Hjørring by
I Hjørring by skal overbygningen, der består af 7.-9. klasse, samles på to matrikler i Hjørring. Der fortsættes med grundskoler, der består af 0.-6. klasse, på maksimalt fire matrikler i Hjørring by.
Overbygningen bevares på Løkken Skole.
Daginstitutioner
Daginstitutionerne i Tversted, Skallerup og Vrejlev-Hæstrup lukkes. Daginstitutionen i Astrup bevares.
Flere besparelser
Budgetforliget rummer også en række andre besparelser, så som at bogbussen nedlægges og at en ny Vrå Skole er udsat.
Selvom der er indgået budgetforlig, er intet endeligt, før flertallet af byrådspolitikerne har stemt ja ved andenbehandlingen 9. oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.