Nybyggeri

Flere spadestik for fremtiden

Minikonfirmander fik lov at tage første spadestik til Løgstørs nye sognehus

Lærke Uhrenfeldt og Kasper Christiansen havde fået det ærefulde hverv at svinge spaden som de første. Foto: Jesper Thomasen
Lærke Uhrenfeldt og Kasper Christiansen havde fået det ærefulde hverv at svinge spaden som de første. Foto: Jesper Thomasen

Opdateret 02. maj 2017 kl. 08:37

LØGSTØR: Et symbol på fremtiden.

Signalet var ikke til at tage fejl af, da omkring 30 minikonfirmander mandag var med til "første spadestik" på et nyt sognehus i Løgstør.

- Vi vil gerne vise, at vi bygger for fremtiden, lød det fra formanden for menighedsrådet, Erling Viborg.

Det var menighedsrådet, der havde inviteret til det første spadestik på sognehuset, som bliver nærmeste nabo til Løgstør Kirke.

Ikke nok med, at minikonfirmanderne, der går i 3. klasse på Løgstør Skole, fik lov at overvære første spadestik, to af dem fik skam lov at svinge spaden som de allerførste.

Det var Lærke Uhrenfeldt og Kasper Christiansen, der havde fået det ærefulde hverv.

Efterfølgende fik de to sognepræster Pernille Vigsø Bagge og Lars Lyngberg-Larsen lov til at agere "gravere", efterfulgt af murermester Poul Erik Henriksen fra hovedentreprenøren Henriksen & Madsen, mens menighedsrådsformand Erling Vingborg sluttede af.

Forud for arrangementet havde der i de nuværende foredragslokaler været et arrangement med arkitekt Kim Jensen fra Krogh Madsens tegnestue i Aars, der har slået stregerne til det nye menighedshus.

Han fortalte om tankerne bag byggeriet. Her var 60 personer mødt op, og de sad som sild i en tønde og illustrerede dermed meget godt behovet for det nye sognehus, hvor der blandt andet også etableres en stor sal med plads til 150 personer, der f.eks. kan benyttes til foredrag og musikarrangementer.

Byggeriet indledes for alvor på onsdag, når det gamle kapel og konfirmandstuen rives ned.

Tanken er, at det nye sognehus skal stå færdigt 25. marts næste år.

Det koster 15 mio. kr. at etablere den 700 kvadratmeter store bygning, der bindes sammen med kirken via et stort glasoverdækket areal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden