Flere unge får førtidspension
Kun i Nordjylland stiger antallet af nye førtidspensionister
NORDJYLLAND: Mens resten af landets kommuner har trykket bremsen i bund, når de skal tildele førtidspensioner, så øges trykket på speederen i stedet i Nordjylland. Det viser talt fra Beskæftigelsesregion Nordjylland. Fra september 2011 og et år frem faldt antallet af nye førtidspensionister på landsplan med 14 procent. I Nordjylland steg antallet med en procent. Og ser man på de 20-29 årige nordjyder, så steg antallet med hele 26 procent.
I kroner og øre en afgørende udvikling. I 2011 havde de nordjyske kommuner tilsammen en udgift på næsten 2,2 milliarder kroner til førtidspensionsområdet. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil udgiften i 2017 være vokset med yderligere 391 millioner kroner.
Udviklingen vil blive diskuteret i morgen, torsdag 29. november, hvor Beskæftigelsesregion Nordjylland holder en konference i Aalborg om Førtidspensions- og Fleksjobreformen. Blandt talerne er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).