Floden Kwai eller Bangsbo Å

Forfatter Maik Jensen bor i Frederikshavn, men finder primært sin inspiration i Sydøstasien

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Michael Jensen er 50 år, bor i Frederikshavn og er i øjeblikket arbejdsløs lærer.

Men i den sammenhæng, som han nu bliver omtalt, er han forfatter og hedder Maik Jensen. Som Maik Jensen bor han også i sin barndomsby, men opholder sig et par måneder hvert år et sted i Sydøstasien - altid med base i Thailand.

Oplevelserne fra Thailand er omdrejningspunktet i hans forfatterskab og således også i den roman, som udkommer den 9. august. Titlen er ”Broerne i Kanchanaburi”.

Rastløshed

Maik Jensen er en rastløs sjæl og drømmer måske også at stå af ræset i Danmark og flytte til Thailand, akkurat som fortælleren, Dan Andersen i Maik Jensens roman. Bogens Dan bliver ven med englænderen Mark ”Spider” Jenkins, hvis skyggesider viser sig for Dan, der vikles ind i et foretagende, der handler med narkotika.

I foromtalen af bogen skriver forlaget mellemgaard, som udgiver romanen, at ”Broerne i Kanchanaburi” handler om venskab, drømme og jagten på den uopnåelige frihed.

Historie og it

Maik Jensen har læst historie på universitetet i Århus og har blandt andet arbejdet på Bangsbo Museum. Han har desuden arbejdserfaringer inden for it-området, for eksempel som webdesigner. Han kreerede blandt andet stadsarkivets første hjemmeside i 2008. Maik Jensen har også arbejdet som folkeskolelærer, senest to år på den daværende Munkebakkeskolen.

Interessen for historie betyder, at historiske emner også inddrages, når han besøger forskellige historiske steder i Thailand og nabolandene, ligesom it-interessen har bragt ham til at udgive bøger på nettet.

Ved floden Kwai

- Byen Kanchanaburi markedsfører sig som byen ved floden Kwai. I byen er der museum og krigsgrave og dermed masser af historie at fordybe sig i, forklarer Maik Jensen, der har besøgt byen adskillige gange.

Uanset om Maik Jensen er i Frederikshavn, i Thailand, Kina, Cambodia, Vietnam eller Indonesien har han altid en lille blok og en blyant på sig.

- Så kan jeg skrive stikord til idéer, jeg får undervejs, siger han og hiver den lille blok op fra bukselommen.

Om han tog noter efter mødet, vides ikke. Hidtil har Frederikshavn og Danmark ikke inspireret ham til nogle fortællinger.

- Men hvis idéen kommer til mig, kan jeg ligeså godt lade en tekst udvikle sig i Danmark, understreger han.

Maik Jensen rejser helst til Thailand om sommeren, der er lavsæson i Thailand. Næste tur skal også bringe ham til Filippinerne og måske til Laos.

Begyndte at skrive i 80’erne

Maik Jensen skrev sin første novelle i begyndelsen af 80’erne.

- Men det er kun de seneste seks år, skriveriet har været seriøst. Jeg udgav den første novelle på nettet i 2005.

- Jeg fik positiv respons og dermed blod på tanden til at skrive mere, forklarer Maik Jensen.

Den første ”rigtige” roman, ”I Garudas Kløer” udkom i 2010. Senere udgav Maik Jensen ”Olympias Hævn” som gratis e-bog.

- Jeg havde ikke helt hjertet med, da jeg skrev den. Den havde ikke det samme niveau som forgængeren. Derfor udgav jeg den på nettet på eget forlag, fortæller Maik Jensen.

Men den nyeste ”Broerne i Kanchanaburi” udgives på traditionel vis i en papirudgave.

Næppe en bestseller

- Jeg forventer ikke, at det bliver en bestseller. Men jeg håber, at de, der rejser i Thailand eller for eksempel kender Thailand Portalen på nettet vil få glæde af at læse bogen.

- Historien er baseret på 50’ernes beatgeneration og frihedstrangen. Der er tilføjet elementer fra krimigenren for at få historien til at køre.

- Det er mødet mellem mennesker og forskellige kulturer, der interesserer mig. For eksempel thaiernes overvælgende åbenhed kontra nordeuropæernes lukkethed.

- Og nej, jeg skriver ikke bøger for at tjene penge. Det kan man nemlig ikke som ukendt forfatter, understreger Maik Jensen.

Læs eventuelt mere på www.maikjensen.dk eller på forlaget www.mellemgaard.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.