Floorball får ikke mere
Økonomiudvalg siger nej til at yde elitestøtte til Hot Shots
BRØNDERSLEV: I nabokommunerne får eliteklubberne kommunale sponsorkroner, så det har Brønderslev Floorball Club også bedt Brønderslev Kommune om.
Men svaret fra økonomiudvalget er nej.
- Jeg kunne vældig godt have tænkt mig det, men det er der ikke stemning for, siger borgmester Lene Hansen (S).
Hun lod sig dog overbevise af resten af økonomiudvalget, så afslaget til floorballklubben er enstemmigt.
- De får i forvejen et pænt stort tilskud fra kommunen. I 2012 fik de 282.000 kr. i bruttotilskud og 238.510 kr. i nettotilskud. Det er nok med baggrund i det, man ikke mener, der skal gives flere penge, forklarer borgmesteren.
Brønderslev Floorball Club har 121 medlemmer under 25 år og 29 medlemmer over 25 år.
Klubben oplever, at konkurrencen på eliteniveau skærpes, og at klubbernes økonomiske formåen får større og større betydning.
I næste sæson spiller Brønderslev Floorball Club i den nye landsdækkende liga med deraf følgende forøgede omkostninger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.