Sport

Flores fik hovedrolle i reservernes sejr

Offensivspilleren fra Peru fik 75 minutter på banen, da AaB-reserverne vandt i Randers

Edison Flores blev noteret for en assist, da AaB-reserverne vandt i Randers. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix
Edison Flores blev noteret for en assist, da AaB-reserverne vandt i Randers. Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix Scanpix Denmark

Opdateret kl. 17:29

RANDERS: AaB-reserverne var tirsdag eftermiddag på besøg hos Randers FC i Reserveligaen, og de kronjyske værter indkasserede et 0-1-nederlag til de nordjyske gæster på træningsbanen foran BioNutria Park.

AaB havde givet plads til peruvianske Edison Flores på højrekanten, og offensivspilleren fik en hovedrolle i opgøret. I kampens 44. minut sendte nyerhvervelsen en præcis bold ind i Randers-feltet, som Sebastian Grønning headede i mål.

Scoringen blev den eneste i opgøret mod et stærkt Randers-mandskab, der gav spilletid til velkendte navne som Mayron George og Marvin Pourié. Edison Flores blev udskiftet efter 75 minutter, hvor Jannik Pohl gjorde comeback efter en lang fodboldpause, hvor angriberen har siddet ude med kyssesyge.

Assistenttræner Jacob Friis var ganske tilfreds med holdet, der topper pulje tre efter to sejre i sæsonens to første kampe.

- I første halvleg spiller hele holdet fantastisk godt. Det er noget af det bedste bold, jeg længe har set i Reserveligaen. Flores havde også sin andel i det og lagde op til målet, hvor han også var med i kombinationsspillet inden. Han har haft indvirkning på resultatet, og jeg synes, det så rigtig fint ud, men det var først og fremmest en holdindsats, forklarer Jacob Friis, der havde forberedt sine tropper godt på anden halvleg.

- I pausen snakkede vi om, at de ville komme med et højt pres. Det forventede vi, og det skete også. Vi havde måske lidt problemer med at håndtere det, men de blev aldrig rigtig farlige. De havde en enkelt stor chance, men samtidig kunne vi godt have været skarpere på vores omstillinger, og så var kampen blevet dræbt tidligere. Det gjorde vi ikke, men vi formåede at holde nullet, og det er vi meget tilfredse med, analyserer Jacob Friis.

Næste opgave for AaB-reserverne er en hjemmekamp mod AGF. Den spilles mandag 22. august klokken 14.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden