Manna

Flot bevægelse i Thise

I Multihuset blev der slået et ekstra slag for udendørs faciliteter

Zumba under ledelse af Berit Steffensen fik mange af deltagerne i Multihuset i Thise til at kaste sig ud på halgulvet. Her er Jeanette Kristensen i centrum for den bevægende dans.Foto: Rasmus Krog
Zumba under ledelse af Berit Steffensen fik mange af deltagerne i Multihuset i Thise til at kaste sig ud på halgulvet. Her er Jeanette Kristensen i centrum for den bevægende dans.Foto: Rasmus Krog Lars Pauli

THISE: I Thise vil man gerne tiltrække børnefamilier, og for at gøre landsbyen og området endnu mere attraktivt, arbejder borgerne ihærdigt på at få lavet en multibane og en legeplads ved Multihuset i Thise, der blev indviet i 2007.

- Vi mangler muligheder til udendørs aktiviteter for børnene, og derfor begyndte Thise Idrætsforening, Manna-Thises Venner og Thise Borgerforening i 2011 at arbejde på sagen for at skaffe de nødvendige midler, men det er hårdt arbejde, lyder det fra Inge Løgtholt, der er i bestyrelsen i både idrætsforeningen og borgerforeningen.

Inden lørdagens arrangement ved Multihuset havde foreningerne samlet godt 200.000 kroner ind, og med omkring 200 besøgende igennem hele lørdagen er Thise kommet et stykke nærmere en multibane og en legeplads.

- Vi får økonomisk støtte forskellige steder fra, men det er ikke så let at få fondsmidler, fordi mange andre landsbyer også har forskellige økonomiske ønsker, siger Inge Løgtholt.

- Tidligere har vi haft stor succes med fodboldturneringen Thise Cup, men de seneste to år har vi holdt en pause, fordi konkurrencen er ekstrem hård.

- Men vi mangler altså de udendørs aktiviteter, og en ny multibane med kunststof skal gerne indeholde muligheder for at spille både fodbold, håndbold og volleyball, så rigtig mange kan få fornøjelse af den.

En multibane og en legeplads vil koste op mod en million kroner at få etableret ved Multihuset i Thise, også selv om mange har lovet at give frivillig arbejdskraft til projektet.

Ved lørdagens arrangement i Multihuset var der masser af aktiviteter, og der var således gang i bolsjekogning ved Jørgen Pedersen, stoftryk ved Valborg Svenningsen og Annemette Snedker samt otteårige Ellen Nymann, og midt på halgulvet sørgede zumbaleder Berit Steffensen for, at de fremmødte fik rørt sig.

Også en lokalpolitisk debat forud for kommunalvalget var der plads til, og i det hele taget fik borgerne i Manna og Thise igen vist flaget for de to landsbyer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden