Lokalpolitik

Flugtskydnings-forening må vente

SSV Flugtskydningsforening (Støvring, Suldrup og Vegger) har ansøgt byrådet i Rebild Kommune om at få udvidet foreningens skydetider. Det er der imidlertid ikke kommet nogen afklaring på.

På byrådsmødet blev det besluttet, at sagen skal en tur tilbage i teknik- og miljøudvalget. - Vi kunne have været mere grundige i den her sag. Derfor foreslår jeg en ny behandling i udvalget, erkendte formand for udvalget, Gert Fischer (V). I øjeblikket har foreningen tilladelse til at skyde én hverdag i ugen, samt 19 lørdage fordelt over et år. Derudover må de holde to weekendstævner. Det vil skydeforeningen nu have ændret til to hverdage, 19 lørdage og fire weekendstævner. SSV Flugtskydningsforening er placeret på Banesvinget 7B i Støvring, midt i et beboelsesområde. Derfor er det ikke så ligetil at udvide tiderne, da de er til stor gene for naboerne. Bertil Mortensen (SF) er imod en udvidelse. - Hvis vi udvider skydetiderne, bliver naboerne endnu mere generet, end de i forvejen er. Det bliver umuligt for dem at sælge deres huse, og jeg synes lige så godt, vi kan træffe beslutningen nu, sagde han på byrådsmødet. Sådan blev det altså ikke, og sagen skal nu diskuteres endnu en gang i teknik- og miljøudvalget. Den foreløbige plan er, at udvalget vil skabe en dialog med foreningen for at nå frem til en løsning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden