Kæmpefly landet i Aalborg - medbringer 60 tons værnemidler

Torsdag lander endnu en sværvægter, der også kommer med værnemidler

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

AALBORG:Onsdag morgen landede det første af to kæmpe fly i Aalborg Lufthavn – med hele 60 tons fragt ombord. Flyet er et ombygget passagerfly, hvor sæderne er pillet ud for at give plads til gods.

Flyet, der er det største fly med fragt, der nogensinde er landet i Aalborg Lufthavn, er et Boeing 777-300ER fra Etihad Airways. Det står blandt andet står noteret i Guinness rekordbog, da dens motorer, med et luftindtag på 3,3 meter, har en fremdriftskraft (thrust) målt til 52 ton – over tre gange så meget som en Boeing 737 - der er det mest populære passagerfly.

Flyet - med et vingefang på knap 65 meter og knap fire meter høje jetmotorer, vil en del af onsdagen holde på langs af terminalbygningen i Aalborg Lufthavn. Her vil 16 af lufthavnens egne medarbejdere tømme flyet for 60 tons cargo. En opgave der forventes at tage fire til seks timer.

Boeing 777-300ER

En del af Boeing 777-projektet, der blev lanceret i 1990.

73,9 meter lang.

Vingefang på 64,8 meter.

Max takeoff vægt på ca. 263 ton - men har en rekord på 351 ton.

Er i Guinness Rekordbog for en fremdriftskraft på 52 ton med et luftindtag på 3,3 meter.

Jomfrurejsen var 24. februar.

Boeing 777-300ER - der er et af de såkaldte Triple Seven-fly - er med i Guinness rekordbog, for at de store jetmotorer giver en fremdriftskraft målt til 52 tons. Foto: Torben Hansen

Boeing 777-300ER - der er et af de såkaldte Triple Seven-fly - er med i Guinness rekordbog, for at de store jetmotorer giver en fremdriftskraft målt til 52 tons. Foto: Torben Hansen

– I de seneste uger har vi set meget frem til at skulle tage imod det imponerende Triple Seven-fly, da det ikke er hver dag, at vi skal håndtere så store fly i Aalborg Lufthavn. Men vi har alle cargo-faciliteterne klar til både store og små fly, så det er fantastisk at få sådan en spændende opgave ind, hvor vi faktisk også allerede i morgen kan tage imod en Boeing 787 Dreamliner med 30 tons cargo, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen, i en pressemeddelelse fra Aalborg Lufthavn.

Begge fly kommer med værnemidler, der skal til virksomheden Stadsing A/S i Nørresundby.

Den fragt der kommer onsdag fylder - alene - 195 euro-paller.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

– Vi har en international lufthavn lige i vores nordjyske baghave, hvorfor Aalborg Lufthavn uden tvivl er det naturlige valg til cargotransport – både set i forhold til effektivitet og bæredygtighed, hvor den samlede transporttid med lastbil fra flyet er minimal. Det er noget, vi vægter højt hos os, siger Karsten Stadsing, der er direktør i Stadsing i pressemeddelelsen fra lufthavnen.

Det store fly forventes at lette fra Aalborg Lufthavn onsdag aften ved 22-tiden. Mens Boeing 787 Dreamliner, med mere fragt til Stadsing, forventes at lande torsdag morgen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.