Flyulykker

Fly-passager fik hjerteproblemer

Fly med omkring 200 rejsende måtte mellemlande i Bruxelles på turen til Mallorca

Flyet var lettet her fra AAlborg Lufthavn, men måtte en tur omkring Bruxelles med en syg passager, før det kom frem til Mallorca med de knap 200 passagerer. Arkivfoto
Flyet var lettet her fra AAlborg Lufthavn, men måtte en tur omkring Bruxelles med en syg passager, før det kom frem til Mallorca med de knap 200 passagerer. Arkivfoto

Opdateret 01. august 2013 kl. 10:55

NORDJYLLAND: Et fly fra Thomas Cook Airlines med knap 200 passagerer ombord, der var lettet fra Aalborg Lufthavn ved 16-tiden tirsdag eftermiddag - måtte undervejs omdirigeres fra den oprindelige destination på Mallorca og i stedet for mellemlande i Bruxelles.

Det skyldes, at en nordjysk passager i flyet undervejs på turen fik hjerteproblemer.

Kommunikationschef hos Thomas Cook Airlines Torben Andersen bekræfter hændelsen.

- En mand i cirka 60-års alderen fik det dårligt. Han sad ved siden af en Falckredder, som sammen med flyets personale fik hidkaldt en kvindelig læge, som var med ombord, og lægen vurderede, at det var nødvendigt at lande hurtigst muligt, så manden kunne komme under den rette behandling i en fart, fortæller Torben Andersen.

Svigersøn stod af

Han oplyser, at den syge passagers svigersøn stod af flyet i Bruxelles for at være hos ham i det videre forløb.

Det er SOS International, der overtager den videre sagsbehandling, så snart flyet er landet.

Her oplyser manager på alarmcentralen Dan Petersen, at man har tavshedspligt omkring den slags sager.

- Men jeg kan oplyse, at denne hændelse fik en mere positiv udgang, end man umiddelbart skulle forvente, når der er tale om en hastelanding, siger Dan Petersen.

Kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines oplyser, at det sker cirka en gang månedligt, at et fly fra Thomas Cook Airlines må omdirigeres og hastelande på grund af sygdom hos en passager.

Mindre forsinkelse

- Vi flyver med cirka to millioner passager årligt, og vi er jo et spejlbillede af, hvad der også sker på jorden. Når folk skal på ferie, er de nogle gange lidt mere anspændte, og så kan der jo opstå ubehag eller en passager kan få et ildebefindende. I første omgang forsøger besætningen naturligvis at efterlyse en læge eller en sygeplejerske om bord, men er der ikke det, må flyet nødvendigvis hurtigt ned på jorden. Det handler jo om menneskeliv, siger Torben Andersen.

Dermed blev flyet til Mallorca forsinket omkring en halvanden times tid, ligesom de passagerer, der skulle den anden vej fra Mallorca og til Billund med returflyet, også blev forsinket i godt en times tid.

Kommunikationschefen oplyser i øvrigt, at han har talt med kaptajnen på flyet, der måtte hastelande, og kaptajnen har kun ros til overs for flypassagererne, der tog forsinkelsen uden brok af nogen art.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden