Flykaprer drevet af hjertesorg
Kapreren har forlangt at se sin ekskone, som bor tæt på lufthavnen på Cypern (opd. kl. 10.54)
Opdateret kl. 14:23
EGYPTEN: En mand identificeret som Ibrahim Samaha har tirsdag morgen kapret et fly med 55 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord på vej fra den egyptiske havneby Alexandria til hovedstaden, Kairo.
- Vores fly MS181 er officielt blevet kapret, skrev Egypt Air på Twitter tidligere tirsdag morgen.
Flykapreren truede angiveligt piloten med at detonere et selvmordsbælte og tvang ham dermed til at lande i lufthavnen i byen Lanarca på Cypern klokken 8.50 lokal tid.
Det er ikke bekræftet fra officielt hold, at flykapreren rent faktisk har sprængstoffer på sig.
Flyet, der er af typen Airbus 320, lettede fra Alexandria i Egypten klokken 8.00 lokal tid, skriver Reuters.
Tidligere forlød det ifølge flere medier, at der var 80-81 mennesker om bord på flyet. Det tal er ifølge lufthavnskilder nedjusteret til 62, herunder 55 passagerer og syv besætningsmedlemmer.
Ifølge CNN Greece er lufthavnen i Lanarca lukket, og alle flyvninger dertil omdirigeres til andre lufthavne. Samtidig er ambulancer ankommet til stedet.
Egypt Air oplyser, at flykapreren har indvilget i at lade alle gå på nær fire udenlandske passagerer og besætningen.
Nyhedsbureauet Mena skriver ifølge Reuters, at flykapreren er egyptisk statsborger, og cypriotisk tv rapporterer, at hans motiv kan være personligt, da han har en ekskone på Cypern.
En cypriotisk regeringskilde oplyser til AFP, at manden har forlangt at se ekskonen, som bor i landsbyen Oroklini ikke langt fra lufthavnen.
Samtidig rapporterer cypriotisk statsradio ifølge AFP, at han har krævet asyl på Cypern.
Reuters skriver, at manden, der er identificeret som Ibrahim Samaha, er professor i veterinærmedicin på universitetet i Alexandria.
Lufthavnen i Lanarca er ikke fremmed for gidselkriser. I 1970’erne og 80’erne blev adskillige kaprede fly omdirigeret til lufthavnen, der ligger på den sydøstlige del af Cypern.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.