Karup

Flyveklubber mister start- og landingsbane

Tiden rinder ud for to flyveklubber, der til nytår mister Karup Flyveplads syd for Understed

Udsigten til at miste flyvepladsen skabte en trist stemning på generalforsamlingen i Nordjysk Svæveflyveklub, måske den sidste ordinære generalforsamling i klubben, der har eksisteret i 53 år. Arkivfoto: Bent Jakobsen
Udsigten til at miste flyvepladsen skabte en trist stemning på generalforsamlingen i Nordjysk Svæveflyveklub, måske den sidste ordinære generalforsamling i klubben, der har eksisteret i 53 år. Arkivfoto: Bent Jakobsen

Opdateret 20. marts 2017 kl. 14:21

KARUP: Timeglasset er ved at løbe ud for Nordjysk Svæveflyveklub og Sæby Motorflyveklub.

Flyveklubbernes lejeaftale af Karup Flyveplads syd for Understed er opsagt pr. 31. december i år. Ejeren af arealet, Asbjørn Nielsen, Ottestrup, vil i stedet rejse fire vindmøller med en totalhøjde på 150 meter på markerne og har derfor søgt Frederikshavn Kommune om at sætte gang i planlægningen af vindmøller ved Ottestrup.

Svæveflyveklubben har omkring 50 medlemmer, heraf mange, der er under uddannelse til svævepiloter samt 200 timers flyvning med motorsvæver.

Har kommunen sovet i timen?

- Det er et hårdt slag at pladsen skal nedlægges, siger Paul M. Madsen, pilot og mangeårigt medlem af klubben og bestyrelsen.

Svæveflyveklubben mener, at kommunen har et stort ansvar for at klubberne nu mister deres startbane og dermed formentlig deres eksistens.

På generalforsamlingen rejste flere medlemmer kritik af, at kommunen i maj 2016 anbefalede igangsætning af vindmølleprojektet.

- Friluftsrådet anbefaler i en rapport, at Sæby Flyveplads bevares, samt at der oprettes én flyveplads mere i Skagen. Kommunen har tiltrådt rapporten, og samtidig er det almindeligt kendt, at den totalfredede rovfugl rød glente yngler i området, siger Paul M. Madsen.

Lodsejer meldt til politiet

Samme fredede rovfugl fik i 2012 energiselskabet Wattenfall til at droppe vindmølleplanerne i Tamholt få km fra flyvepladsen, og i maj 2016 politianmeldte Dansk Ornitologisk Forening lodsejeren for at fælde træer, som den totalfredede rovfugl ynglede i. Tre glenteunger blev fundet døde ved en nedstyrtet fuglerede for foden af de fældede træer.

Svæveflyveklubben mener, at kommunen for længst burde have stoppet vindmølleprojektet eller som minimum have startet en offentlighedsfase efter den oprindelige tidsplan.

- Den langsommelige sagsbehandling er den direkte årsag til, at vi nu sandsynligvis må forlade pladsen ved året udgang. Det er en katastrofe for et unikt naturområde, der nu bliver fyldt med vindmøller i stedet for mennesker og fly i bedste overensstemmelse og i respekt for hinanden, siger Paul M. Madsen.

Fødekædens første led

Karup Flyveplads benyttes af klubbernes motorfly, svævefly, motorsvævefly og ultralette fly, ligesom motorfly til og fra Læsø anvender flyvepladsen.

Syv af svæveflyveklubbens unge medlemmer er pt. under uddannelse til piloter.

Den uddannelse må vi stoppe. Det er ærgerligt. Der sidder mange tidligere svævepiloter fra Sæby ude i spidsen af vores store jetlinere og sågar også et par stykker i vores redningshelikoptere. Uddannelsen hos os er grundlæggende for det videre forløb som pilot, og der er intet, der kan erstatte den uddannelse i det kommercielle system, så også her vil unge håbefulde fra Udkants Danmark finde sig diskrimineret, siger Paul M. Madsen til NORDJYSKE.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden