FN: 23 millioner afghanere trues af sult

En af verdens værste humanitære katastrofer truer i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.

AFGHAN REFUGEE BOY CRIES NEAR PAKISTANI BORDER TOWN OF CHAMAN <i>Adrees Latif/Reuters</i>

AFGHAN REFUGEE BOY CRIES NEAR PAKISTANI BORDER TOWN OF CHAMAN Adrees Latif/Reuters

FN's organisationer anmodede tirsdag donorlande om 29 milliarder kroner i humanitær hjælp til Afghanistan i 2022. Den økonomiske hjælp har ifølge FN afgørende betydning for at sikre et fundament for landets fremtid efter økonomisk kaos i kølvandet på Talibans magtovertagelse.

Millioner af afghanere er kastet ud i fattigdom, og en af verdens værste humanitære katastrofer er under opsejling.

Op mod ni millioner afghanere lever tæt på sultegrænsen, og mange børn mangler varmt tøj nu, hvor en kold vinter er på vej.

FN-organisationen WFP siger, at et rekordhøjt antal på 23 millioner afghanere trues af sult. Over en million børn under fem år risikerer at dø af fejlernæring.

- Sult og ekstrem fattigdom kan komme til at dræbe langt flere afghanere end alle bomberne og kuglerne i de seneste to årtier, advarer tænketanken Den Internationale Krisegruppe, ICG.

Tænketanken siger, at donorlandenes stop for økonomisk hjælp er den største årsag til den truende katastrofe.

I Washington meddelte Biden-administrationen tirsdag, at den vil give yderligere 308 millioner dollar i hjælp, hvormed den totale amerikanske hjælp til landet og til afghanske flygtninge siden oktober er på næsten 782 millioner dollar (5,13 milliarder kroner).

Regeringer verden over indefrøs milliarder af dollar i hjælp til de omkring 40 millioner indbyggere i Afghanistan, da Taliban overtog magten i Kabul i august.

80 procent af landet er ramt af tørke. 70 procent af afghanerne lever i landområder, og op mod 85 procent lever af landbrug.

Omkring 3,5 millioner afghanere er internt fordrevet af vold, tørke eller andre katastrofer.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.