FN følger begivenhederne i Kasakhstan med bekymring
Det Hvide Hus og FN har kommenteret på urolighederne i Kasakhstan, hvor der er indført undtagelsestilstand.
Det Hvide Hus i USA og FN opfordrer onsdag myndigheder i Kasakhstan til at udvise beherskelse i håndteringen af voldsomme civile uroligheder.
Kasakhstan har erklæret undtagelsestilstand i hele landet. Det skete, efter at protester over prisstigninger på brændstof brød ud i sammenstød, og demonstranter stormede regeringsbygninger.
Jen Psaki, der er talsperson for Det Hvide Hus, siger, at demonstranter bør være i stand til at "udtrykke sig fredeligt". Derudover opfordrer hun myndigheder til "at udvise beherskelse".
Stephane Dujarric, der er FN-talsmand, siger, at FN følger begivenhederne i den centralasiatiske republik "med bekymring".
FN har også opfordret alle parter til at "udvise beherskelse, afholde sig fra vold og fremme dialog".
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.