FN - træd i karakter

Siden satte kejser Decius sig som mål i det 2. århundrede at udrydde kristendommen; ved fængsel og tortur blev ikke få tvunget til frafald og til at ofre til de romerske guder, men mange led martyrdøden for deres tro. Hvor utroligt det end lyder, kom forfølgelserne til at betyde, at mange flere antog den kristne tro. Op gennem det 20. århundrede foretog både Stalin og Hitler omfattende myrderier på kristne mennesker. Men hidtil er kristendommen ikke blevet udryddet. Ikke mindst i Afrika, i Kina og i Sydkorea er kristendommen i fremgang. Mens hele verden i årevis, ja egentlig i århundreder har håbet på, ventet på, at der måtte komme en form for reformation inden for islam, så denne religion i det mindste levede op til begrebet menneskerettigheder, er verden hidtil blevet skuffet. I stedet for en nødvendig reformation, sker der øjensynligt det stik modsatte; de ekstremistiske og umenneskelige tendenser inden for islam har tilsyneladende vind i sejlene. Ekstremismen og umenneskeligheden har bl.a. ført med sig, at der flere steder i verden forekommer forfølgelse af kristne i større eller mindre omfang. I Pakistan forekommer der ganske alvorlige former for forfølgelse af landets mindretal af kristne. Der er sket afbrænding af kristne pakistaneres hjem og af deres kirker og samlingssteder. Organisationen Åbne Døre har bl.a. sat sig for at efterforske og påvise kristne menneskers udsatte vilkår rundt om i verden. Organisationen har afsløret forfølgelse af kristne i mange lande, og hvert år bekendtgør den en liste, en verdensrangliste, over de 50 lande, hvor kristne mennesker har de dårligste levevilkår. Listen er ikke uventet domineret af lande, hvor islam er den dominerende religion, og her står det værst til i Iran, Afghanistan, Saudi Arabien, og Somalia. Men listens absolutte topscorer som forfølger af sine kristne borgere er Nordkorea. Hvordan de forskellige lande er havnet på Åbne Døre's skamliste bestemmes af forskellige faktorer. Yder et lands forfatning og love sine borgere religionsfrihed? Er det ifølge loven tilladt for enkeltpersoner at omvende sig til kristendommen? Bliver kristne slået ihjel pga. deres tro? Bliver kristne sendt i fængsel, arbejdslejr eller indlagt på psykiatrisk hospital? Har de kristne frihed til at trykke og distribuere forkyndende litteratur? Bliver denne litteratur censureret eller forbudt? Begås der hærværk mod eller afbrænding af kristnes kirker og mødesteder eller deres hjem? I Egypten udgør de koptiske kristne hen mod ti procent af landets befolkning, alligevel må disse kristne tåle diskrimination. Dette kirkesamfund, som er et af verdens allerældste, var der altså århundreder før, der var noget, der hed islam. Ikke desto mindre udsættes de egyptiske koptere for forfølgelse af den dominerende muslimske befolkning; bl.a. hindres de i at bygge eller reparere deres kirker. I Zanzibar er kirkebygninger revet ned. I Burma er en baptistkirke blevet lukket, fordi præsten nægtede at bære en t-shirt med påtrykt reklame for militærregeringens parti USDP. Om de kristnes vilkår i hvert eneste af de sortlistede lande kan der berettes ret indgående. Tankevækkende nok plejer Danmark formentlig diplomatisk forbindelse med måske alle disse lande og har i større eller mindre omfang handelssamkvem og andre relationer med dem. Enhver nation med respekt for sig selv, og som vil være sig selv bekendt, skal andre nationer også kunne være tjent med og respektere. Som et mindstemål må en sådan nation respektere de internationale menneskerettigheder. Men blandt de 50 lande på Åbne Døre's "verdensrangliste" er mindst de 33 medlem af Forenede Nationer. Dette medlemskab burde ellers ifølge FN's Pagt garantere "respekt for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog og religion". Enten der er tale om lande med stor muslimsk dominans eller andre lande, som heller ikke finder det rimeligt eller selvfølgeligt at respektere internationale menneskerettigheder og øvrige frihedsrettigheder, synes det oplagt, at så må alle andre lande træde i karakter. Det vil sikkert batte for lidt, om det enkelte land som Danmark fandt på egne sanktioner mod lande, som åbenlyst viser deres foragt menneskerettighederne og må karakteriseres som fjender af menneskeheden. Her vil en fælles indsats med større slagkraft være på sin plads og nødvendig. Men når der ikke allerede er sket noget særligt, f.eks. gennem FN, må mindre sammenslutninger af stater tage affære - måske ad diplomatisk vej. Hvad i menneskerettighedernes og kristenhedens navn nøler man dog efter?