Fodbolden rustes til fremtiden i Hjørring

Formændene for kommunens fodboldklubber mødes nu med borgmester Arne Boelt og direktør for Dana Cup Jette Andersen for at diskutere, hvordan fremtiden skal se ud for fodbolden i Hjørring. DBU Jylland region 1, der står bag initiativet. Arkivfoto: Bente Poder
Dana Cup 3. februar 2017 07:01 - Opdateret 13. juni 2017 14:10

Foreningslivets fremtid og verdens 3. største fodboldturnering er på programmet, når Hjørring kommunes fodboldklubber inviterer til samarbejdsmøde i Dana Cup Sports Center 9. februar.

Hjørring kommune er blandt Jyllands bedste, når det kommer til fodbold. En ungdomsturnering med international klasse og en række klubber med gode aktiviteter på både eliteplan og breddefodbold gør, at Hjørring lægger sig i fronten af feltet i Jylland.

Den førerposition skal fastholdes, og derfor mødes formændene for kommunens fodboldklubber nu med borgmester Arne Boelt og direktør for Dana Cup Jette Andersen for at diskutere, hvordan fremtiden skal se ud for fodbolden i Hjørring. Det er DBU Jylland region 1, der står bag initiativet, og regionsbestyrelsesmedlem, Thomas Jensen, glæder sig til at se, hvordan kommunen, klubberne og tuneringerne kan drage nytte af hinanden i fremtiden.

- Kommunen og Dana Cup er blandt klubbernes vigtigste samarbejdspartnere, når vi skal sikre, at fodbolden har sunde forhold i Hjørring. Derfor glæder vi os til at se på, hvordan fremtidens samarbejdsmuligheder ser ud, så vi også fremadrettet kan være med i front i Hjørring, når det gælder fodboldens vilkår, siger Thomas Jensen.

Borgmester Arne Boelt vil komme med sit bud på, hvordan Hjørring kommune og fodboldklubberne kan samarbejde i fremtiden, samt kommunens vision for foreningslivets udvikling, mens Jette Andersen vil komme ind på planerne for Dana Cup 2017, og hvordan klubberne kan være med til at sikre, at verdens 3. største fodboldstævne fortsat bliver en succes.

- Fodbolden har altid betydet meget for mig. Samarbejdet mellem klubber, frivillige og kommune er helt afgørende for, at vi har nogle gode fritidsmuligheder for både børn, unge og ældre - både på eliteniveau og i det brede fællesskab. Som en ekstra gevinst er sporten og foreningslivet også med til at udvikle fremtidens ledere, siger Arne Boelt.

- Det er vigtigt for os, at vi som fodboldklubber skaber nogle gode medspillere blandt vores samarbejdspartnere, så derfor håber vi, at et møde som det her kan gøre, at vores klubber i kommunen står godt rustet til at fortsætte den gode udvikling i fremtiden, siger Thomas Jensen.

DBU Jylland region 1 omfatter 175 klubber i Nordjylland og ca. 34.000 aktive fodboldspillere.

Tema: Dana Cup

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...