Coronavirus

Fødevareministeren erkender i samråd: Det var ulovligt

Onsdag vil Mogens Jensen fremlægge en redegørelse for forløbet om ulovlig ordre

Foto: Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Foto: Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I et samråd tirsdag morgen siger fødevareminister Mogens Jensen, at han onsdag vil fremlægge en redegørelse for forløbet omkring ulovlig ordre. Han erkender dog, at ordre var ulovlig:

- Jeg har ved flere lejligheder erkendt, at vi har begået en fejl. Der er ikke lovhjemmel på nuværende tidspunkt til at kræve aflivning uden for zonerne. Og det skal der være.

- Der er nu en aftale, der vil sørge for det.

- Jeg vil gerne undskylde til de danske minkavlere, at det ikke fremgik tydeligere, at der ikke var lovhjemmel.

De nærmere detaljer i forløbet, ville han dog ikke komme ind på, men henviste i stedet til redegørelsen, som kommer onsdag.

Et meget omtalt øjeblik i sagen har været, hvornår Mogens Jensen blev bekendt med, at instruksen om at aflive mink udenfor de 7,8 kilometers zoner fra en smittet minkfarm ikke var på plads.

Det blev ministeren også spurgt ind til på tirsdagens pressemøde, men igen valgte han ikke at svare. Men han varslede dog, at der kommer et svar.

- Det præcise tidspunkt for, hvornår jeg får den her viden, vil jeg gerne afvente med at tilkendegive, indtil redegørelsen kommer. Jeg har sagt, at det var i weekenden, men i redegørelsen vil det præcise tidspunkt fremkomme, sagde Mogens Jensen.

Flere folketingspolitikere har også undret sig over, hvad ministeren foretog sig i perioden fra, han blev klar over, at der ikke var lovhjemmel til at kræve mink udenfor zonerne aflivet og til det bliver offentlig kendt, at der ikke er lovhjemmel.

Til samrådet svarede ministeren, at det første han gjorde var, at kontakte sine politiske kolleger, for at skaffe opbakning og parlamentarisk flertal for aflivningerne.

- Det gjorde jeg søndag morgen og formiddag. Der blev også sendt et rettet brev til minkavlerne. Det skulle være sendt afsted mandag, men på grund af tekniske problemer bliver det først sendt ud tirsdag morgen. Det er det, jeg foretager mig for at rette op på situationen, sagde Mogens Jensen.

Indkalder til samrådet, formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, stillede sig uforstående overfor ministerens manglende handling. Han undrede sig over, at den manglende information til minkavlerne blev begrundet med kuk i et mailsystem, mens regeringen kunne aflyse bryllupper med et fingerknips på et pressemøde.

Han ville derfor gerne have svar på, hvorfor ministeren ikke indkaldte til et pressemøde, når nu regeringen har for vane at gøre det i andre sammenhænge.

Hertil svarede Mogens Jensen, at det kun var minkavlerne, der skulle have beskeden, og at det derfor var på sin plads, at kommunikere direkte ud til dem.

- Oplysninger kommer også ud i medierne, uanset om der er et pressemøde eller ej, sagde han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.