Fødevarernes fest på Knivholt
Arrangørerne forventer op mod 4000 gæster, når de lokale lækkerier hyldes til Knivholt Fødevarefestival
FREDERIKSHAVN: Succesen fra sidste år er tilbage 26. og 27. september, når Knivholt Fødevarefestival afholdes for anden gang i de smukke rammer på Knivholt Hovedgård, Frederikshavn.
- Det har virkeligt været en fornøjelse at kontakte de lokale producenter. Der er jo nærmest ikke nogen af dem, som ikke har ønsket at deltage igen. Det bekræfter bare, at der er behov for et arrangement, hvor der er fokus på lokalt producerede kvalitetsfødevarer, siger arrangør Jimi Kristensen.
Knivholt fødevarefestival er udsolgt. Der vil være cirka 50 udstillere.
- Der vil være et bredt sortiment blandt udstillerne af blandt andet fisk, frugt, grønt, mel, lokalt brygget øl, is, brød, charcuterie, kaffe, the, ost mv. Vi har forsøgt at sammensætte udstillerne, så der ikke er for mange med de samme produkter. Dermed er festivalen mere spændende for gæsterne. siger Jimi Kristensen.
Der vil både være udstillere i de tre ladebygninger og på gårdspladsen der er mulighed for at nyde frokosten på Knivolt.
- Vi har i år arbejdet endnu mere med nogle muligheder for at gøre ophold undervejs rundt på fødevarefestivalen. Der vil blive opsat nogle borde bænkesæt, hvor man får mulighed for lige at hvile benene, nyde en kop velskænket kaffe fra Ækvator kaffe eller købe en hjemmebagt kage fra Hørby bageri, siger Jimi Kristensen.
Udstillerne melder om mange delikate og nye produkter, som kan smages rundt på de forskellige stande.
Det vil ligeledes være muligt at købe lette frokostanretninger, som kan nydes på den store scene i Vesterlade. Her vil Frida by Jensen indrette en lille pop-up restaurant, hvor der blandt andet kan købes fiskefrikadeller, øl, vand mv.
- Det har helt klart været et mål for os at gøre selve fødevarefestivalen endnu mere interessant end sidste år. Vi har vel 5-10 udstillere mere i år end sidste år, udtaler Jimi Kristensen
Der er fra arrangørernes side store forventninger til Knivholt fødevarefestival.
- Jeg tror faktisk, at vi kan forvente op mod 4000 gæster hen over weekenden. Vi håber naturligvis på godt vejr, så vores gæster kan kombinere besøget med en hyggelig tur i hestevogn eller en gåtur i skovene omkring Knivholt. Det var fedt at så mange frederikshavnere, men også folk udefra, gæstede Knivholt Fødevarefestival sidste år. Vi håber på, at endnu flere vil komme og møde de dedikerede udstillere, og vi glæder os til at byde alle velkomne, slutter Jimi Kristensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.