Fødselsdagsløbene gav seværdige opgør
Årets første galopstart gav sejr til Rikke Bonde på Show of Faith
Opdateret 02. maj 2017 kl. 09:05
AALBORG: Tidligere træner Jørn Damsgaard og galopkoryfæet John Nielsen fejrede mandag henholdsvis 80 og 75 års fødselsdag med at udlodde flotte ærespræmier i to af løbene på Racing Arena Aalborg.
Jørn Damgaards 80 års fødselsdagsløb var forbeholdt travhestene, og gav en sikker sejr til Skive-træner Knud Mønster bag Sabina Gammelgård-trænede Høwings Sydsturm - efter et flot taktisk disponeret løb.
Knud Mønster og Høwings Sydsturm kunne forsvare føringen fra start, og da ingen af konkurrenterne havde mod på at udfordre, fik parret lov til at afvikle den første kilometer i rent bumletogstempo.
Med en god omgang til mål kom Marc Bæk Nielsen i angreb i tredjesporet med favoritten Frozen.
Høwings Sydsturm havde masser af kræfter sparet og kunne uden de store problemer afvise alle angreb og sejre i tiden 1.16,80 over de 2140 meter.
Hos fuldblodshestene slog Ann Charlotte Nielsen-trænede Show Of Faith til i årets første start.
Rikke Bonde havde fået chancen i sadlen, og den alsidige Aarhus-pige, som mestrer alle discipliner inden for væddeløbssporten, løste opgaven til UG.
Efter et perfekt ridt kunne Show Of Faith gå frem til en sikker sejr med en god længde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.