Født på ny som viking
HALS: Nattefrosten havde endnu ikke sluppet grebet, da vinterbaderforeningen Hous Vilde Vikinger lørdag formiddag havde kaldt til samling.
Anledningen var den årlige dåb af såkaldte skrællinger, der har tre år på bagen som vinterbadere.
Det foregik efter alle kunstens regler med en dukkert i havnen, dåbstale af formand Tove Andersen samt rituel overrisling med havvand.
Én efter én blev de seks således døbt med ægte vikingenavne som symbol på, at de nu har opnået anseelse.
Seancen trak vanen tro et stort opbud til molen ved Hou Bådelaug.
Som traditionerne foreskriver, var dåbsseancen ledsaget af festlige udklædninger blandt hovedpersonerne, der naturligvis alle høstede store klapsalver for deres mod.
Foreningens nye vikinger er Laila Pedersen, der fik vikingenavnet "Halgerd", Kirsten Skaarup Bojer, som fremover også kan kalde sig "Thorbjørg" og Anders Peter Jensen med det nye tilnavn "Thorgils".
Ligeledes blev Betina Fischer døbt "Jórun", mens Ann Morrison fik tilføjet "Melkorka" i sin dåbsatteste. Endelig kan Irene Rokkjær betegne sig som viking med navnet "Thorgunn".
I dagens anledning var foreningens grundlægger, Åse Hoplen i øvrigt på plads for at overvære seancen. Hun stiftede Hous Vilde Vikinger tilbage i 1999.
Vikingedåben blev rundet af med udskænkning af varm kakao til de mange fremmødte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.