Handicappede

Føl, hør og lugt historien

Kystmuseum vil give overset gruppe mulighed for at opleve vores fælles kulturarv

Den gamle elværksbunker ser noget forsømt ud, men de brede døre og muligheden for at lave en rampe giver mulighed for, at også handicappede kan dykke ned i Bangsbo Forts historie. Det er museumsinspektør Hans Munk Pedersen og daglig leder af Bangsbo Fort, Kenneth Kristensen, i bunkerindgangen.
Den gamle elværksbunker ser noget forsømt ud, men de brede døre og muligheden for at lave en rampe giver mulighed for, at også handicappede kan dykke ned i Bangsbo Forts historie. Det er museumsinspektør Hans Munk Pedersen og daglig leder af Bangsbo Fort, Kenneth Kristensen, i bunkerindgangen. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:47

FREDERIKSHAVN: Kanoner og renoverede bunkere kombineret med interaktive computerspil har gjort besættelsestiden og modstandsbevægelsen levende for både børn og voksne på Bangsbo Fort.

Nu tager Nordjyllands Kystmuseum, som ”fortet” er en del af, næste skridt for at trække et nyt publikum til: de handicappede.

- Vi har en forpligtelse til at formidle kulturarven for hele befolkningen, siger museumsinspektør Hans Munk Pedersen, som synes, at netop den gruppe er overset på de fleste museer.

Men et underjordisk bunkermuseum med smalle, støbte trapper og vanskelige adgangsforhold er ikke lige sagen for gangbesværede og svagtseende.

Museet har imidlertid fået tilsagn om at kunne overtage den gamle elværksbunker, en af de få bunkere i området, som Søværnet stadig disponerer over.

Den har brede døre, også indvendigt, som en kørestol kan komme igennem - motorerne til strømproduktionen skulle jo kunne lempes ind.

Museet har konsulteret tilgængelighedsudvalget, og herfra deltager Aksel Jensen, der selv er blind, i en arbejdsgruppe, som skal indrette en handicap-egnet bunker.

-Hensigten er at lave en komprimeret fortælling om fortet, de våben, som var her, og de danskere, som arbejdede her under krigen, siger Hans Munk Pedersen.

Men det drejer sig ikke kun om at benytte blindskrift eller placere plancher i en højde, hvor de kan læses fra en kørestol.

For det er absolut ikke meningen, at udstillingen i den gamle elværksbunker skal forbeholdes mennesker med et handicap. Den skal være for alle.

- Vi vil lave en udstilling, hvor man baserer oplevelsen på andre sanser end synet. Et af rummene indrettes som ”mørkerum”, hvor man kan føle på en model af en kanon i stedet for at se den. Vi vil lade gæsterne høre en lydoptagelse af en kanonaffyring, lade dem lugte krudtrøgen og føle vibrationerne ved affyringen, siger Hans Munk Pedersen.

Han regner med etableringsudgifter i størrelsesordenen 1-2 mio. kr., som museet skal hente hjem fra fonde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden