Ældreforhold

Følsomme adresser røg på nettet

70 adresser, der modtager hjemmehjælp i Hjørring Kommune, er havnet i søgetjenester på nettet

Det er her på KRAK, at en borger opdagede de personfølsomme oplysninger, men de er også tilgået andre søgetjenester. Foto: Kim Dahl Hansen
Det er her på KRAK, at en borger opdagede de personfølsomme oplysninger, men de er også tilgået andre søgetjenester. Foto: Kim Dahl Hansen Bent Bach

HJØRRING: En borger i Hjørring Kommune opdager ved et tilfælde, at hans adresse er registreret i søgetjenesten KRAK som modtager af hjemmehjælp. Ved den pågældende adresse står der KLIENT efterfulgt af et nummer, og så oplysningerne om, at adressen modtager hjemmehjælp.

Borgeren er utilfreds med den registrering, og mener, at det på må være et brud på persondataloven.

Skadeligt for forretning

En videre søgning afslører, at cirka 70 adresser i kommunen er registreret på lignende måde med oplysninger om, at Hjørring Kommune udfører hjemmehjælp det pågældende sted. Adresserne er alle tilknyttet et klientnummer.

Borgeren, som ønsker at være anonym, har tidligere haft brug for hjemmehjælp, men det er to år siden.

Han har et privat firma på adressen, og det er også skadeligt for forretningen, at der dukker noget med KLIENT og modtager af hjemmehjælp op, når man søger på hans navn og adresse på KRAK.

Syge og svagelige

- Andre steder vil det også kunne bruges af tyve og røvere, som kan se, at det er svagelige personer, der bor på den pågældende adresse, siger han.

Tilsyn forlanger redegørelse

Kontorchef Lene Andersen i Datatilsynet kan dog ikke umiddelbart konkludere, at det er brud på persondataloven.

- Det ser underligt ud, og vi har ikke tidligere oplevet noget lignende. Det kræver dog flere oplysninger, og vi har straks bedt kommunen om en redegørelse, siger Lene Andersen.

Beklager fejl

Socialdirektør i Hjørring Kommune, Leif Serup, beklager, og erkender, at der ved en fejl er kommet personfølsomme oplysninger ud på nettet.

- Så vidt vi kan se skyldes det, at nogle adresser som modtager hjemmehjælp, er blevet oprettet som et arbejdssted med et specifikt navn. Det navn kommer så til at fremgå som et firmanavn på den pågældende adresse, fortæller Leif Serup.

Hjørring Kommune er straks gået i gang med at få ændret registreringen af de pågældende adresser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden