Første spadestik på ny materielgård og Beredskabscenter i Haverslev

Foto Michael BygballeUdstykning i Haverslev
16. november 2016 06:00

Mandag den 7. november tog Rebild Kommunes borgmester Leon Sebbelin første spadestik på byggeriet af ny materielgård og beredskabscenter. Grunden ligger ved motorvejen i Industriparken i Haverslev.

Efter mange år med trange pladsforhold for både maskinpark og personale, kan kommunens driftsenhed nu se frem til hele tre gange så meget plads, som på den nuværende placering ved tennisbanerne i Støvring.

Driftsenhedens ca. 40 ansatte, får nu bedre arbejdsforhold og de nye pladsforhold giver også mulighed for at få en større del af maskinparken under tag, så udgifterne til vedligehold forhåbentlig falder.

- På den nye materielgård, bliver der også plads til at driftsenhedens lager af materialer kan samles et sted. Interessant nok årstiden taget i betragtning, gælder det blandt andet det centrale saltlager, hvor det nuværende lager er i meget dårlig stand, fortæller Leon Sebbelin.

Materielgården får fællesadresse med Nordjyllands Beredskab Syd. Beredskabet dækker Vesthimmerland, Mariagerfjord og Rebild Kommune og har ca. otte ansatte.

Hvis byggeriet skrider frem efter tidsplanen, kan den nye materielgård og Beredskabscenteret tages i brug i sommeren 2017.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...