Trafikulykker

Fokus på mænds selvmord

Ny kampagne vil med plakater få selvmordstruede mænd til at søge hjælpen

Foto: Grete Dahl
Foto: Grete Dahl Foto Grete Dahl

HELE LANDET: 1400 europlakater på togstationer landet over skal den næste tid være med til at sætte fokus på mænds selvmord. Det er organisationen Livslinien, der fra 21. oktober til 10. november kører en kampagne under overskriften ”Livet tur/retur”, som skal få mænd til at søge hjælp, når de har det svært.

Grunden til, at man har valgt netop togstationerne som placering for kampagnen, er den store stigning af selvmord på banelegemer, som man har set i løbet af de seneste år. Således var der i 2011 26 mennesker, der begik selvmord ved at hoppe ud foran et tog - og på bare ét år steg det antal til 44 i 2012. Otte ud af ti af dem var mænd.

- Vi vil forsøge at få mændene til at være mere konstruktive. I stedet for at begå selvmord, skal de søge hjælp. Måske er der nogen, der reflekterer en ekstra gang, når de ser det, siger Morten Thomsen, der er bestyrelsesformand for Livslinien.

Søg hjælp

Han er selv en af de 10 mænd, der medvirker i kampagnen. Plakaterne viser mænd i dagligdags situationer og fælles for dem alle er, at de har haft så store psykiske problemer, at de enten har overvejet eller forsøgt selvmord. Og de er kommet videre ved at søge den rette hjælp.

- Mænd går for længe med deres symptomer. Tavsheden dræber og når de går alene med det, så vokser problemerne dem over hovedet. De kan godt handle på det, mænd er meget beslutsomme, når de vælger at tage livet af sig. Derfor skal vi have mændene i tale, og måske er der også pårørende, der kommer i tanke om at tage den snak, der er så svær at tage, siger Morten Thomsen.

Livslinien får årligt 13.000 opkald fra selvmordstruede, men kun 30 % af opkaldene kommer fra mænd. Det til trods for, at mænd i statistikken står får 2/3 fuldbyrdede selvmord. Morten Thomsen peger blandt andet på finanskrisen som medvirkende årsag til udviklingen.

Finanskrisen rammer hårdt

- Det betyder rigtig meget for mænd at miste deres arbejde og penge, og nogle mænd vælger at tage livet af sig i den sammenhæng. Historisk og kulturelt er mændene forsørgere og står for familien. De tænker, at det er deres skyld, at det ikke hænger sammen, og at familien måske ville klare sig bedre uden dem. Men hvor kvinder vil gå til lægen, når de har det skidt, og få talt sig gennem krisen, vil mændene gå hjemme og ikke fortælle om, hvordan de har det. Der er ikke en enkeltstående forklaring på udviklingen, men det er typisk det, mændene bliver ramt på, siger Morten Thomsen.

Morten Thomsen efterlyser desuden opmærksomhed fra politisk hold, da der siden 2004 ikke har været en handlingsplan for forebyggelse på området. I Norge har man for eksempel arbejdet systematisk med problemet siden 1994.

Morten Thomsen sammenligner selv med trafiksikkerhed, hvor vi i Danmark har haft meget skarpt fokus på at begrænse trafikdrab.

- Men der har slet ikke været det samme fokus på selvmord, selvom der i dag er der tre gange flere fuldbyrdede selvmord, end der er dræbte i trafikken, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden