Aars

Folkehjælp håber på fuldt hus til lejr

Dansk Folkehjælp i Vesthimmerland håber på fuld opbakning fra hjemkommunen

Dansk Folkehjælps sommerlejr kræver mange frivillige kræfter.. Her et glimt fra pakning af materialer til 2015-lejren. Fra venstre Lene Andersen, Brian Nielsen, formand Herdis Brix, Jane Mosbæk og Pia Nikolajsen, alle Dansk Folkehjælp Vesthimmerland. 

Privatfoto
Dansk Folkehjælps sommerlejr kræver mange frivillige kræfter.. Her et glimt fra pakning af materialer til 2015-lejren. Fra venstre Lene Andersen, Brian Nielsen, formand Herdis Brix, Jane Mosbæk og Pia Nikolajsen, alle Dansk Folkehjælp Vesthimmerland. Privatfoto

AARS: - Vi håber, at vores hjemkommune - Vesthimmerlands Kommune - vil lægge sig i selen for at få visiteret deltagere til vores sommerlejr i Danland Feriecenter, Hirtshals, den første uge i august.

Det siger formanden for Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, Herdis Brix.

I samarbejde med Dansk Folkehjælps hovedorganisation tilbyder Vesthimmerlands-afdelingen 15 enlige forsørgere på overførselsindkomst og deres børn under 18 år et gratis sommerferieophold. Transport til feriecentret, ophold, aktiviteter samt et aftensmåltid er gratis for deltagerne.

Alligevel har det flere gange set sløjt ud med tilmeldingerne, og sidste år var der på et tidspunkt risiko for, at aktiviteten måtte ophøre, da der ikke blev visiteret deltagere nok inden for den fastsatte tidsfrist.

- Familierne visiteres af de sociale myndigheder i kommunerne. På den måde sikres det, at det er dem, der har størst behov for en sådan håndsrækning, der får hjælpen, understreger Herdis Brix.

- Visiteringen er det eneste, vi beder kommunen om at forestå. Det koster ikke kommunerne en rød øre, at borgere, som opfylder kriterierne, deltager i sommeropholdet.

Erfaringerne fra tidligere viser, at det kan knibe med at foretage visiteringen tidligt nok. I år er tilmeldingsfristen 1. maj.

- Det er selvfølgelig tidligt at skulle tænke på et sommerferieophold i august, men omvendt er der et stort stykke praktisk arbejde, der skal falde på plads, inden lejren kan afvikles.

- Familierne kan også selv gå ind på www.folkehjaelp.dk og hente ansøgningsskemaet og så efterfølgende få den kommunale sagsbehandlers stempel som dokumentation for, at de hører til målgruppen, pointerer formanden.

Dansk Folkehjælp Vesthimmerland understreger, at ferieopholdet udelukkende kan gennemføres, fordi der ydes en stor frivillig indsats.

- I år er det vor lejrleder Brian Nielsens 20 års jubilæum som aktiv i Dansk Folkehjælps sommerlejre. Først gjaldt det afdelingens daværende sommerlejre for Tjernobyl-børn og senere sommerlejre for danske familier. En anden veteran, Jane Mosbæk, er også med som leder i år, slutter Herdis Brix.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden