Biler

Folkelig og elektrisk SUV bliver årets firmabil

Skoda Enyaq iV 80 Plus kan kalde sig Businessbilen 2023 efter en dyst i et felt på en halv snes elektriske udfordrere i firmaklassen

Skoda Enyaq iV kan nu kalde sig Årets Firmabil 2023, efter en jury med professionelle firmabilister har testet et felt på en halv snes biler over to dage. 
Skoda Enyaq iV kan nu kalde sig Årets Firmabil 2023, efter en jury med professionelle firmabilister har testet et felt på en halv snes biler over to dage.  Foto: Jonas Ahlstrøm

Opdateret 17. november 2022 kl. 13:19

BUSINESSVINDER: Rummelig, praktisk og solid med lang rækkevidde og pænt udstyr til en fornuftig pris.

Sådan lyder skudsmålet for Skoda Enyaq iV 80 Plus, der nu kan smykke sig med titlen som Businessbilen 2023.

Det skete, efter at den tjekkiske SUV over to dage dystede med en halv snes andre elektriske modeller i firmaklassen, da Business Danmark kårede årets firmabil. Arrangementet foregik ved Middelfart, hvor en jury bestående af otte professionelle firmabilister, en fysioterapeut og to motorjournalister testede bilerne

Her blev Skoda Enyaq iV sammenlignet med Nissan Ariya, BMW i4, VW ID.5, Audi Q4 e-tron Sportback, Polestar 2, Kia EV6, Ford Mustang Mach-E, Tesla Model Y, Toyota bZ4x og Volvo C40 Recharge. 

Det er andet år i træk, at feltet kun består af elbiler. 

I fjor var det Audi Q4 e-tron, som vandt. Men i år blev det altså dens mere folkelige fætter på samme platform, som hentede sejren. 

Vinderen er en Skoda Enyaq iV 80 Plus, der koster fra lige knap 400.000 kr. og som med det ekstraudstyr, bilen stillede op med, lander på 491.000 kr. De fleste vil dog som minimum skulle opgradere med en pakke med selvkørende funktioner til 14.000 kr.

Den har en elmotor på 204 hk og klarer på papiret 510 km på en opladning. I praksis skal man dog regne med, at batteriet på 77 kWh netto leverer strøm til 400 km. Lynopladningen er på pæne 135 kW, som betyder at bilen ideelt set kan oplades fra 10-80 pct. på lige under en halv time.

I testen hentede vinderen altså især points for de hverdagspraktiske egenskaber, frem for køredynamik, og som også omfatter en overskuelig betjening. Her er instrumenteringen med betjening, som ikke kun foregår på den 13 tommer store central skærm, men også med rigtige kontakter, let at håndtere.

Lars Bundgaard, som er formand for Trafikpolitisk udvalg i Business Danmark, lægger også vægt på den daglige oplevelse.

- Årets vinder er en bil med fine praktiske egenskaber. Her er god plads og en overskuelig betjening. Den har godt med udstyr og en lang elektrisk rækkevidde i forhold til prisen. Man sidder godt bag rattet, og bilen har kvaliteter til at kunne bruges til både arbejde og fritid, siger Lars Bundgaard.

Høje mennesker har det svært

Stig Holm, der er fysioterapeut og leder af Human House i Kolding, som arbejder med ledelse og arbejdsmiljø, bedømte bilernes indretning med ergonomiske briller. Hans favoritter var Volvo C40 som den absolutte favorit fulgt af Audi Q4 e-tron og VW ID.5 med Skoda Enyaq iV på en fjerdeplads.

- Volvo XC40 har nem ind- og udstigning og sæder med god sidestøtte, som kan trækkes ud i bunden og understøtte benene. Her er et godt rat og en skærm, som er nem betjent. Men den måtte godt være vinklet mod føreren, siger Stig Holm. Her tæller det op, at de gode fleksible sæder er standardudstyr. Her er dog også har roser til vinderbilen.

- Man får i Skoda Enyaq iV en virkelig god allroundbil, og er arbejdsmæssigt virkelig godt dækket ind på alle måder. Man har masser af plads og et super godt bagagerum, og så er betjeningen nem at bruge i bilen, hvor tingene fungerer intuitivt. Man har et godt overblik og føler sig sikker, siger Stig Holm.

Alt er dog ikke perfekt.

- Hvis man er over 1,85 meter, får man ikke understøttelse til benene, fordi sæderne ikke støtter nok i Skoda Enyaq iV. I modsætning til f.eks. Audi Q4 e-tron er skærmen heller ikke vinklet mod føreren, det betyder, at man skal dreje hovedet mere her. Det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til trafiksikkerheden, siger Stig Holm.

Han har dog generelt ros til feltet af firmabiler, som er blevet bedre år for år, også siden det første kuld helt elektriske biler i fjor.

Årets Firmabil 2023
  • Det er nu 17. gang, at Business Danmark kårer Årets Firmabil.
  • Det sket med en jury bestående af otte professionelle firmabilister fra Business Danmark, to motorjournalister og en fysioterapeut, som bedømmer ergonomi. 
  • Testen foregår over to dage i Middelfart, hvor køreegenskaber, komfort, sæder, økonomi og udstyr vurderes. I år deltager 11 biler. 
  • Det er alle elektriske crossovere i mellemklassen

Tidligere vindere

  • 2007: Mazda6 2,0
  • 2008: VW Passat 2,0 TDI
  • 2009: VW Passat 2,0 TDI
  • 2010: Opel Insignia 160 CDTI
  • 2011: Audi A4 2,0 TDI
  • 2012: VW Passat 1,6 BMT
  • 2013: Volvo V40D2
  • 2014: Skoda Octavia 2,0 TDi
  • 2015: Ford Mondeo 2,0 TDCi 180
  • 2016: Ford Mondeo 2,0 TDCi 180
  • 2017: Renault Talisman 160 hk DCi
  • 2018: Opel Insignia Sportstourer 2,0 turbo D
  • 2019: Volvo V60 D4 aut. Momentum,
  • 2020: BMW 320d Touring
  • 2021: Peugeot 508 SW Plugin Hybrid
  • 2022: Audi Q4 40 e-tron Attitude

De øvrige eltagere var:  

  • 1.Nissan Ariya 87 kWh
  • 2.BMW i4 eDrive 40
  • 3.VW ID.5 Performance
  • 4.Audi Q4 40 e-tron Sportback Attitude
  • 5.Skoda Enyaq iV 80 Plus
  • 6.Polestar 2 
  • 7.Kia EV6, Performance AWD GT-Line
  • 8.Ford Mustang Mach E, RWD Udvidet rækkevidde
  • 9.Tesla Model Y AWD LR
  • 10.Toyota bZ4X Active
  • 11. Volvo C40 Recharge Twin Engine Plus

- Generelt har sæderne fået et nøk opad. Det gælder også hele linjen, undtagen Kia EV6, hvor de er uden sidestøtte, så man sejler rundt. Det gælder også den intuitive brug af skærme. Her er Toyota bZ4x’s indretning dog noget futuristisk og svær at overskue, og man kan ikke få rattet langt nok op, mens Nissans Ariyas skærm reagerer meget langsomt, siger Stig Holm.

Afspejler tiden

I vurderingen gik juryen også tæt på bilernes økonomi. Det gælder ikke alene pris og beskatningsværdi. Men her blev også set på den meget omtalte genberegning, hvor firmabilers beskatningsværdi genberegnes efter fire måneder. Hvis det er stor forskel på beskatningsværdi og vejledende pris eller, hvis brugtpriserne for den pågældende model er meget høje, kan det give en større beskatning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden