Rebild

Folkeuniversitet på vej med tre nye foredrag

Støvring, Nørager og Rebildcentret er foredragsbyerne

Lektor i teologi på Aarhus Universitet, Bo Kristian Holm, taler 21. marts i Støvring under overskriften ”Luthersk oven i hovedet”. Privatfoto
Lektor i teologi på Aarhus Universitet, Bo Kristian Holm, taler 21. marts i Støvring under overskriften ”Luthersk oven i hovedet”. Privatfoto

REBILD: Luthers menneskesyn, gamle breve fra Alaska, og dansk kunst i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet.

Det bliver hovedtemaerne i Midthimmerlands Folkeuniversitet i de kommende måneder.

Tirsdag 21. marts holder lektor i teologi på Aarhus Universitet, Bo Kristian Holm, foredrag i Den blå Skolestue i Støvring - den tidligere Støvring Højskole.

Under overskriften "Luthersk oven i hovedet" fortæller Bo Kristian Holm om, hvordan hele datidens samfund blev påvirket af reformationen og Luthers nye forståelse af Gud. Luthers menneskesyn var gennemgående pessimistisk: Mennesket er en synder. Til gengæld var hans syn på verden overvejende positivt: Verden er Guds gode skabelse, og her skal den kristne leve i sit liv, lyder et par af foredragsholderens pointer.

Mandag 27. marts er det Nørager Bibliotek, der lægger lokale til et foredrag i Folkeuniversitets-regi.

Tidligere lektor i russisk ved Aarhus Universitet, Annie Christensen, fortæller levende om de arkivstudier, hun har foretaget i sin oldemors breve fra Alaska, som dengang var en del af det russiske tsarimperium. Oldefaderen var i årene 1859-1862 udsendt som guvernør til Alaska, og studierne af de mange breve har Annie Christensen tidligere skrevet om i bogen "Letters from the Governor’s Wife", udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

Tredje og sidste Folkeuniversitets-foredrag i denne omgang handler om dansk kunst i årene 1890-1930 og holdes på Rebildcenteret torsdag 6. april.

Kunsthistoriker, cand. phil. Pia Høy, fortæller i sit foredrag bl. a. om striden mellem symbolister som Agnes og Harald Slott-Møller og Fynbomalere som Peter Hansen og Johannes Larsen. En polemik, der i 1907 mundede ud i den såkaldte bondemalerstrid i Politikens spalter. Foredraget fokuserer bl. a. også Ørnebjerg-kolonien i det himmerlandske og på kunstnere som Anders Bundgaard, Jais Nielsen, Karl Isakson, Rudolph Tegner, Edvard Weie og Willumsen.

Billetter til de tre foredrag kan bestilles via hjemmesiden www.himmerlandsbilletten.dk eller ved henvendelse til Jørgen Gjedsted, Midthimmerlands Folkeuniversitet, på mail-adressen joergen.gjedsted@gmail.com

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden