For få unge laver frivilligt arbejde
Og det skal der gøres noget ved. Sådan var udgangspunktet for Projekt Frivillig, som tog sin begyndelse for to år siden med Social-, Undervisnings- og Kulturministeriet som igangsættere.

Signe Holm Petersen fra Frivilligcenter Hjørring vil aktivere lokale gymnasieelever i frivilligt arbejde. Foto: Bent Bach
Projekt Frivillig er landsdækkende, og i den kommende tid vil Frivilligcenter Hjørring forsøge at få de lokale gymnasieelever i sving som frivillige. - Vi skal ud på Hjørring Gymnasium og fortælle om mulighederne for at arbejde frivilligt i Hjørring, siger Signe Holm Pedersen fra Frivilligcenter Hjørring. Mindre projekter Hun har netop holdt et orienteringsmøde for en række foreninger og organisationer i Hjørring for at fortælle om projektet - og for at få dem til at overveje, hvad de kan bruge en gymnasieelev til. - Der lægges op til, at de unge skal involveres i mindre projekter, som typisk skal vare omkring 20 timer. Det er en overskuelig tidshorisont og kan give dem en fornemmelse af, hvad frivilligt arbejde er for noget, siger Signe Holm Petersen. Når en gymnasieelev har arbejdet frivilligt i 20 timer, får vedkommende et bevis for sit engagement. Et langt, sejt træk Projekt Frivillig har hjemmesiden www.projektfrivillig.dk som sit fundament - et fundament, som det foreløbig har været sejt at trække i gang. Hjemmesiden er inddelt i regionssider, som de lokale foreninger og organisationer kan indrykke deres behov for frivillig arbejdskraft på. I øjeblikket er der kun en enkelt organisation, der efterspørger lidt frivillig arbejdskraft i Hjørring, i Aalborg er tallet fem mens det går lidt bedre i Frederikshavn, hvor der rykkes efter 13 frivillig. - Jeg håber da, at de lokale foreninger og organisationer vil begynde at bruge hjemmesiden - ellers nytter det jo ikke meget, at vi får de unge til at kigge på den, siger Signe Holm Petersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.