For vigtig til at miste: Campingplads er en del af et samlet tilbud til turister
- Det har aldrig været intentionen, at der ikke skal være en campingplads i Thisted, siger Peter Skriver Nielsen (S)
THISTED: - Thisted Camping er et aktiv - også i udviklingen af kommunens tilbud på turismeområdet. Desværre må vi konstatere, at diskussionen om pladsens fremtid er blevet en sag om, hvad der er rentabelt indenfor pladsens nuværende rammer.
Det siger Peter Skriver Nielsen (S), næstformand i kommunens udvalg for klima, miljø og teknik.
- Det er mere værd for kommunen at have en fungerende campingplads i Thisted end at pladsens areal anvendes til boliger og grønt område. Men vælger pladsens ejer at søge den løsning gennemført, er det hans ret, siger Peter Skriver med tanke for, at William Christiansen, siden 2005 ejer af Thisted Camping, har fremsendt et forslag om, at pladsen med et areal på 2,7 ha udlægges til boligformål, fordi den ikke kan drives rentabelt med sine nu 131 enheder.
Peter Skriver vil ikke tage konkret stilling til muligheden, der er fremført i et forslag til den nye kommuneplan. Det behandles på linje med andre forslag.
- Det aldrig har været intentionen, at der ikke skal være campingplads i Thisted. Det skal blot være en plads drevet efter reglerne, siger Peter Skriver med tanke for, at pladsen sidste år fik reduceret antallet af campingenheder. Det fjernede i følge William Christiansen rentabiliteten i driften.
- Så lægmand og politiker må jeg stole på de oplysninger, vi har fået i sagen fra forvaltning og myndigheder om de regler, der er. Så handler det om at finde en løsning indenfor reglerne. Thisted Kommune kan ikke tvinge nogen til at drive en campingplads, hvis den er urentabel. Jeg kan bare håbe, at vi får lukket sagen, enten ved at campingpladsen bevares - eventuelt med en ny ejer - eller at arealet anvendes til boligformål. Men i sidste ende er det den nuværende ejers eget valg, siger Peter Skriver som ikke tror på muligheden af, at kommunen køber pladsen og driver den med en forpagter.
- Det er set andre steder, men er næppe politisk fremkommeligt her, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.