Forår i luften - Bratten får købmand igen
Gammel kending tilbage bag disken i Bratten

Foto: Peter Broen
JERUP:Fra i dag af er der igen liv i købmandsbutikken i sommerhusområdet Bratten. Og det er en gammel kending i form af Frank Søndergaard Pedersen, som træder ind bag disken.
- Jeg havde faktisk butikken fra 1999 til 2003, fortæller den 58-årige købmand.
Oprindeligt kommer han fra Sæby, men i de seneste otte år har han boet på Hobro-kanten.
- Jeg har haft et par butikker dernede, men dem lukkede jeg i 2006, siger han.
- Jeg er hele tiden kommet meget i Bratten, og jeg er blevet spurgt et par gange, om jeg ikke havde lyst til at prøve at åbne butikken igen. Men jeg har haft nogle andre udfordringer (et job på virksomheden Sintex i Hobro, red.), som jeg gerne ville prøve af i mellemtiden.
Glade venner af Bratten
Men nu er tiden imidlertid moden igen. Blandt andet på grund af foreningen Glade Venner af Bratten, der blev stiftet i 2011. Foreningen yder eksempelvis tilskud til butikkens husleje.
- Når de har signaleret, at de vil bakke op om butikken, så kan jeg se en idé i at drive den, siger købmanden.
Første åbningsdag er som nævnt i dag, hvor der fra morgenstunden vil være lune rundstykker.
Caféen åbner senere
Derudover fortæller Frank Søndergaard Pedersen i øvrigt også, at han igen vil have gang i den tilhørende café.
- Når vi kommer hen til maj, så åbner jeg stille og roligt i weekenderne for caféen. Og så bygger jeg på åbningstiderne, efterhånden som sæsonen skrider frem.
I caféen vil man blandt andet kunne få hjemmelavede stjerneskud, pizzaer og isvafler.
- Selvfølgelig er man da lidt spændt på, om det kan gå, men hvis man ikke vover noget, så vinder man heller ikke noget, slutter han.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.