Forårets kedeligste AaB-kamp
Randers FC og AaB leverede mandag en trist propaganda for Superligaen
Opdateret kl. 21:50
RANDERS: AaB blev den store taber i denne superligarunde.
Med mandagens 0-0-kamp ude mod Randers FC dumper Lars Søndergaards tropper ned på fjerdepladsen i Alka Superligaen, og dermed trak både SønderjyskE og FC Midtjylland fra i medaljekampen.
Mandagens kamp på BioNutria Park er det ikke værd at bruge mange linjer på. Opgøret var en tempo-, energi- og chanceforladt forestilling, som kedede de 4136 tilskuere bravt.
Der gik 23 minutter, før kampens første halve chance opstod, men Jannik Pohl afsluttede svagt for AaB.
Kampens største mulighed tilfaldt hjemmeholdet i det 33. minut, da Kenneth Emil Petersen smed bolden væk på midten. Randers kørte hurtigt kontra, og Viktor Lundberg kom alene igennem. Nicolai Larsen halvklarede, og Jakob Ahlmann sparkede væk tæt under mål.
Derudover var der bare et par halvhjertede langskud at berette om fra de første 45 minutter.
Der kom mere tempo i kampen i anden halvleg, men det var stadig småt med kvaliteten og dermed de åbne chancer. Lukas Spalvis kom tidligt på banen som erstatning for Jannik Pohl, men litaueren lyste heller ikke op denne aften.
10 minutter før slutfløjtet truede Randers FC, men en afslutning tæt under mål blev blokeret i AaB-forsvaret. Hjemmeholdet var også bedst i slutfasen, men ingen af holdene fortjente sejren efter den triste omgang fodbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.