Forældre utrygge over bilers fart på skoleveje

Mange nordjyske forældre bekymrede over at sende børn alene ud i trafikken

Politiet har gennemført kontroller ved skoleveje, og resultatet var ikke godt. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Politiet har gennemført kontroller ved skoleveje, og resultatet var ikke godt. Foto: Rådet for Sikker Trafik

NORDJYLLAND:Skoleferien er forbi, og børn myldrer igen i skole - ofte på morgentravle veje med masser af biler.

Mange elever går eller cykler selv i skole, og det skaber nervøsitet hos nogle forældre.

Ifølge en ny undersøgelse er over hver femte af de nordjyske forældre utrygge ved at sende deres børn ud i trafikken på egen hånd på vej til skole.

Især på grund af mange biler, bilernes fart og fordi nogle bilister ikke viser hensyn.

Tusinder af bilister taget

Og der er god grund til bekymring, ifølge politiets tal.

Politiet gennemførte trafikkontroller ved mange skoler i sidste uge i anledning af skolestart. På landsplan blev omkring 3400 bilister sigtet for at køre for stærkt på skoleveje, oplyser Rådet for Sikker Trafik.

Netop bilernes fart bekymrer forældrene. Det viser en undersøgelse, Epinion har foretaget for rådet og for Trygfonden.

Lidt over 2000 forældre på landsplan har deltaget i undersøgelsen. 21 procent af de adspurgte nordjyske forældre svarer ja til, at de slet ikke eller i mindre grad er trygge ved at lade deres barn transportere sig selv til skole.

Gode råd til bilisterne

Også forældre kører for stærkt

- For børn kan det være svært at overskue trafikken og vurdere, om de kan nå sikkert over vejen, hvis der kommer biler. Og hvis bilisterne ligefrem kører for stærkt eller er uopmærksomme, kan det give farlige og utrygge situationer for børnene, siger direktør Mogens Kjærgaard Møller fra Rådet for Sikker Trafik.

Nogle forældre kører selv for stærkt:

- En del af de trafikanter, vi tager i kontrollerne, er forældre, der har travlt med at få deres egne børn sikkert i skole. Eller har travlt, efter de har afleveret deres egne børn, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Han og direktøren for Rådet for Sikker Trafik opfordrer bilisterne til at overholde fartgrænserne og tage ekstra hensyn til skolebørn.

Mange forældre er bekymrede over at skulle sende deres børn alene ud i trafikken. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Mange forældre er bekymrede over at skulle sende deres børn alene ud i trafikken. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.