Biler

Forbrugerombudsmanden: Pas på disse hjemmesider for bilvurdering

Forbrugerombudsmanden advarer mod tvivlsomme hjemmesider, som opkræver betaling for en bilvurdering

Det kan være fristende at klikke på et link for at få en vurdering af sin brugte bil. Men pas på fup-hjemmesiderne. 
Det kan være fristende at klikke på et link for at få en vurdering af sin brugte bil. Men pas på fup-hjemmesiderne.  Foto: Jens Overgaard

Opdateret kl. 16:14

FUP: De ser uskyldige ud. Men når du først har indtastet registreringsnummeret på din bil for at få en vurdering af prisen, klapper fælden. Så kommer der ud over en vurdering i mailboksen både en uventet regning og måske endda trusler om inkasso.

Sådan er mønstret for en række tvivlsomme hjemmesider og links, der lokker uforvarende danskere.

 Problemet er set før, men nu er det blomstret op igen. Det får Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til at hæve røsten og advare bilejerne. Det sker efter at Forbrugerombudsmanden den seneste tid har modtaget mange henvendelser fra forbrugere, som føler sig snydt af hjemmesider med tilbud om bilvurderinger.

- Vi har fået mange klager over hjemmesiderne. Efter vores opfattelse er forbrugerne ikke forpligtet til at betale for ”bilvurderinger” via disse hjemmesider. Vi anbefaler derfor, at man ikke betaler, uanset trusler om inkasso og retssager, men meddeler selskabet bag hjemmesiderne, at der ikke er indgået en aftale om betaling, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

Det fremgår ikke af annoncerne, at det koster penge at få sin bil vurderet. Prisen står kun på hjemmesiderne med lille skrift på lysegrå baggrund, hvis man scroller ned på siden under en blå ”send til” -knap.

Det drejer sig om følgende hjemmesider, men der kommer hele tiden nye til; ”Vurderebil.dk”, ”Vurderebil.com”, ”Bilerprise.com”, ”Bilm.dk” og ”Evaluatorer.dk”. Bemærk de skæve måder at stave på.

 Bagved står et belgisk selskab med base i Bruxelles, der opkræver betaling fra forbrugerne. Forbrugerombudsmanden har dog i samarbejde med sine kolleger i de andre EU-medlemslande konstateret, at indbetalingerne ender i Litauen. Derfor har hun bedt myndighederne i Litauen om at stoppe disse opkrævninger.

Mange forbrugere har forgæves forsøgt at komme i kontakt med selskabet gennem den mail, selskabet har oplyst eller sendt opkrævninger fra. Hvis man ikke kan komme i kontakt med selskabet, så gem dokumentationen for, at man har forsøgt at kontakte selskabet. Det kan f. eks være fra en mail, lyder rådet.

Sådan undgå du at blive snydt af fup-hjemmesider

Undlad at benytte siderne.

Lad være med at betale, selvom du får en opkrævning for en bilvurdering eller et inkassovarsel.

Kontakt selskabet og oplys, at du ikke mener at have indgået en aftale om betaling. Hvis du ikke kan komme i kontakt med selskabet, så gem dokumentationen for, at du har forsøgt at kontakte selskabet. Det kan f.eks. være en mail.

Hvis selskabet mod forventning indbringer sagen for retten, kan man som bilejer velkommen til at kontakte Forbrugerombudsmanden.

Man kan ikke kan blive registreret i Experian (det tidligere RKI), hvis du har gjort indsigelser mod kravet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden