Forbud mod at fjerne ruin
Den gamle skole i Brønden må ikke rives ned
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:52
BRØNDEN: Den gamle skole i Brønden må ikke rives ned, selv om den er i en elendig forfatning.
Det har Frederikshavn Kommunes plan- og miljøudvalg besluttet.
Frederikshavn har ellers brugt millioner fra nedrivningspuljen på at fjerne forfaldne huse på landet de senere år, og mange af pengene er havnet i netop Brønden.
Men den gamle skole på Brøndenvej 114 er kategoriseret med høj bevaringsværdi.
Kommunens afslag på nedrivningsansøgningen indebærer, at der nu skal udarbejdes ny lokalplan til sikring af bygningen
Den gamle skole ejes af et anpartsselskab, MG5, som købte ejendommen for 160.000 kr. i 2015.
Skolen er bygget i 1933 og har bevaringsværdi 2 på en skala fra 1 til 7.
Formanden for plan- og miljøudvalget, Mette Hardam (V), siger, at det netop er den høje bevaringsværdi, der gør forskellen fra andre nedrivningssager i Brønden.
Samtidig ønsker udvalget med afgørelsen at statuere, at en ejer ikke ved manglende vedligeholdelse af en bygning kan skaffe sig en nedrivningstilladelse.
Ejeren fik for to år siden tilladelse til nedrivning af en anden bygning på grunden og blev dengang gjort opmærksom på, at skolebygningen ikke måtte nedrives.
Politikernes beslutning er truffet efter indstilling fra forvaltningen.
Nordjyllands Kystmuseum har ikke gjort indsigelse mod nedrivning. Museet begrunder sin udeblevne indsigelse med det manglende vedligehold og bygningens dårlig stand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.