Forbudt at dyrke skrå marker
Nordjyske landmænd raser over nye EU-regler

Hælder jorden mere eller mindre end 12 grader? Det afgør, om landmanden må have vintersæd på marken fra høst til 1. marts. Arkivfoto Diana Holm
NORDJYLLAND:Landmænd må ikke længere have vintersæd på marker, der hælder mere end 12 grader. Ifølge nye EU-regler, der trådte i kraft 1. februar, må landmændene først behandle jorden på skrå marker fra 1. marts. Reglerne, der skal forebygge jord-erosion, gælder alle sammenhængende områder på over 2000 kvm.
De nye regler bliver mødt med heftig kritik af LandboNord, der er organisation for 1400 nordjyske landmænd.
- Endnu engang oplever vi, at der bliver implementeret regler, som ikke tager udgangspunkt i den danske virkelighed, og som vi ikke har noget videnskabelig bevis for virker. Jorderosion er næppe et problem i Danmark og sker i hvert fald i et meget begrænset omfang, siger chefkonsulent fra LandboNord Jens Elbæk.
- På mange nordjyske marker vil man opleve, at områder på mere end 2000 kvm skråner mere end 12 grader. Men sådanne områder ligger typisk inde midt på en mark, så det er ikke kun de berørte områder, som landmændene ikke kan dyrke optimalt. Det gælder i virkeligheden et meget større område, påpeger Jens Elbæk.
Enormt bøvl
En af de landmænd, der vil opleve de nye krav som meget generende er Niels Adelstorp, der driver et landbrug i Jerslev ved Brønderslev. For ham betyder det nye krav, at 2,5 hektar af hans marker ikke kan dyrkes med vintersæd.
- Jeg er godt og grundigt træt af, at der nu igen bliver lagt krav ned over vores erhverv, som jeg ikke kan se nogen som helst mening med. For mig betyder det, at det samlede udbytte fra mine marker vil falde markant, fordi jeg ikke kan høste det samme udbytte i vårsæd som i vintersæd, som jeg ikke længere kan dyrke på de berørte marker, udtaler Niels Adelstorp, der også understreger, at det vil skabe et enormt bøvl at dyrke markerne, fordi der nu er arealer midt i en mark, som ikke må jordbehandles.
En analyse viser, at det på landsplan drejer sig om 1000 hektar, der ikke længere kan dyrkes med vintersæd.
- Dette tal er dog markant højere, da der slet ikke er taget højde for, at områderne ligger midt på markerne, siger chefkonsulent Jens Elbæk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.