fagforening

Forbund: Kommuner bør ansætte flere i ældreplejen på fuldtid

Kommunerne bør ansætte personale i fuldtidsstillinger fremfor på deltid i ældreplejen, mener fagforbundet.

Plejehjem
Plejehjem Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

For få af de stillinger, der bliver slået op i kommunernes ældrepleje, bliver slået op på fuldtid.

Og fuldtidsstillinger er en af vejene til at få bugt med det rekrutteringsproblem, der er i ældreplejen.

Det mener Mona Striib, som er formand for fagforbundet FOA.

- Jeg løber ikke rundt med armene over hovedet, for rekrutteringsproblemerne er voldsomme og alvorlige inden for ældreområdet, siger hun i en pressemeddelelse.

- Derfor er det så vigtigt, at kommunerne ansætter flere i fuldtidsstillinger i stedet for på deltid.

Sidste år blev 28 procent af kommunernes social- og sundhedsstillinger slået op på fuldtid.

Det viser tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisations database AMOS.

I 2019 blev 18 procent af stillingerne slået op på fuldtid.

Selv om der har været en fremgang, er det stadig ikke nok, mener formanden.

- Tallene viser jo desværre også, at langt de fleste stillinger stadig bliver slået op på deltid. Det duer ikke, når man samtidig har mangel på kvalificeret arbejdskraft, lyder det.

- Og det giver slet ikke mening, når der samtidig er ansatte, der arbejder deltid mod deres vilje.

En undersøgelse fra Social- og Ældreministeriet i 2020 viste, at 28 procent af de deltidsansatte sosu-hjælpere i ældreplejen gerne ville have flere timer. 9 procent af de deltidsansatte ville ned i tid.

I Aalborg er man lykkes med at få flere ansat på fuldtid.

Den nordjyske kommune har sammen med FOA indgået en politisk aftale om, at alle stillinger i ældreplejen som udgangspunkt bliver udbudt som fuldtidsstillinger.

Ifølge FOA er kommunen gået fra, at 65 procent af jobopslagene i 2019 søgte efter fuldtidsansatte, til 87 procent i 2021.

Torsdag skal social- og ældreminister Astrid Krag (S) i et samråd svare på, hvordan det kan sikres, at flere deltidsansatte bliver ansat på fuldtid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden