Fordomme til frokost
Danske og libanesiske gymnasieelever viste sig at ligne hinanden mere end ventet, da unge fra middelhavslandet diskuterede forskelle i Aars

Så er der serveret. Mellem de mange ord og tanker blev der også tid til at få lidt til kroppen for den libanesiske delegation.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

AARS:Hvad nu hvis Tyskland jævnligt bombede lejre i Sønderjylland, at agenter fra nabolande strømmede af penge og agenter til Danmark, myrdede en statsminister, mens oprørere sydfra ind imellem sendte raketter tilbage over grænsen? Ja, så begyndte Danmark så småt at ligne det Libanon, der i disse dage har fire repræsentanter i Aars. De besøger Vesthimmerlands Gymnasium og selv om de af udseende sagtens kunne går for at være lærere og elever her, så er deres dagligdag meget anderledes, kunne eleverne høre som del af et større projekt. Libanon er kun lidt større end Sjælland og ligger temmeligt uheldigt i klemme mellem fjenderne Israel og Syrien og er derfor en kastebold mellem større magters kolde interesser. Noget der sammen var med religion var med til at holde landet i borgerkrig i 15 år frem til 1990. De samme drømme Hvordan er man så, når man er teenager i sådan et land? Tjah, stort set som man er det i smørhullet Aars. - Jeg håber at jeg kan blive arkitekt engang, siger muslimske Sally Itani således op. - Og jeg - jeg vil have dit job, siger kristne Yenita Georgieva og peger på journalisten med skarpladt blyant. De to velformulerede unge suger indtryk til sig og er foreløbig blevet glade for København. Aarhus skal de også til i morgen for blandt andet at møde en ung kvindelig byrådspolitiker. Sigtet er nemlig i høj grad kvindepolitisk. - Projektet er gået gennem udenrigsministeriets KVINFO (Center for køns- og kvindeforskning). Det materiale vi får ud af arbejdet, bliver til undervisningsmateriale for andre. Også på nettet, fortæller en af de to danske lærere på projektet, historielærer Kirsten Svejstrup. - Sigtet er især at afkræfte fordomme mellem forskellige kulturer. Og måske vise vores elever, hvor godt de i virkeligheden har det. Her tager vi demokrati for givet, I Libanon må de kæmpe for det, siger hun. Sammen med kollegaen Peder Nielsen har hun besøgt Rafik Hariri High School i Beirut. Resten af kontakten er mest gået over internettet og Facebook, men nu kom de fire til Himmerland for at danske og libanesiske unge kan lære om hinanden. Og - måske - få aflivet nogle fordomme. Drikker og boller - Vi har blandt andet hørt at i Danmark drikker de unge meget, familierne hænger ikke særlig godt sammen og religion er ikke noget, man tager alvorligt, gør Yenita Georgieva og Sally Itani op. De synspunkter kunne man nok ikke helt afkræfte på gymnasiet. Men man kunne da vise, at eleverne i hvert fald ikke var berusede på dagen. Og de, der indrømmede at de drak en del alkohol, kunne fortælle at det kun var til fester, at de blev berusede. I Libanon kan man også høre rygter om at man i Danmark har sex over det hele og ofte. Noget de danske unge afkræfter. Men de libanesiske piger er ved at tabe underkæben da en dansk pige fortæller dem, at den sexuelle lavalder her er på 15 år. - Det er da alt for ungt. I Libanon skal man mindst være 18, måber Yenita Georgiev. Sally Itani og hun kan til gengæld afkræfte at muslimske kvinder i Libanon er styret af deres mænd. - Det er valgfrit for kvinden om hun vil gå tilsløret. Og vi har lige så stor ret til uddannelse som dem, forklarer de. Men kvinder er stadig ikke så meget ude og markere sig som mænd. Kun fire procent i parlamentet er således kvinder. OG trods ligheder står forskellene også i kø. Religion eller ej I et spørgeskema svarer de to klasser således på om religion er vigtigt for at definere kønsrollerne. Det mener 86 procent af libaneserne. Men ingen af danskerne overhovedet. Alligevel kan Yenita Georgieva spontant godt tænke sig at bo i Danmark. - København er en af de smukkeste byer jeg har set. Og alt her er så organiseret. Senere kan hun dog ikke lade være med at nævne livet i hjemlandet som noget hun ville savne. - Når alt er så planlagt her - er her så ikke også lidt kedeligt, spørger hun stille.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.